Kærligheden er til systemet

Indenfor biologien betragter man symbiose ikke som en fredelig tilstand, men som en sameksistens. Det betegner en tilstand og gør sig ikke i at valorisere denne tilstand, en snylter lever fx i symbiose med det, den snylter på. Det tror jeg er en god ting at holde sig for øje før man begynder at læse Martin Larsens nye snyltebog, Parasitsonetterne. Her snyltes der nemlig ekstremt på Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen. Men hvad der først kunne ligne en kærlig gestus over for den bog, viser sig efterhånden, som bogen forløber, at være blottet for følelser. Eller måske snarere er det kærligheden til systemet, selve sonetkransens system, der viser sig.

Parasitsonetterne består af først en lille tekst om den unge Martin Larsens fascination af verdensrummet og en overvejelse om, at sproget kan overskride forestillingsevnen. En tanke det skal vise sig vigtigt at holde fast i, når man fortsætter sin læsning. Efter det kommer så de regulære parasitsonetter. De er som sagt lavet med Inger Christensens Sommerfugledalen, som Martin Larsen har brudt ned til ord og ordgrupperinger på, så vidt jeg kan se, max tre ord, som så er alfabetiseret og sat sammen til