Print artikel

Indtil den roman kommer, kan vi læse Stangerup

Stangerup er stadig relevant, fordi han minder os om, at man kan skrive god prosa og være kritisk på samme tid. Foto: Scanpix
Essay
13.08.15
Man kan erhverve dem for en slik i ethvert antikvariat - Henrik Stangerups bøger - for de er hverken noterede som klassikere eller en del af kanon. Men Stangerups kulturkritik fortjener at blive læst og genlæst. Hans evne til at udstille de kreative og intellektuelle miljøer har stadig relevans.

Tom Kristensens Hærværk er en mastodont i dansk litteraturhistorie og historien om Ole Jastrau, der beslutter sig for at gå i hundene, er kendt af de fleste. Men hvorfor kalder man ikke nye romaner med drukplagede mænd i færd med at glide ned af nedtursspiralen for en ’Stangeruproman’? For Henrik Stangerup har skrevet romaner, der læner sig tæt op af tematikken i Kristensens kanoniserede roman, og Stangerups forfatterskab er mindst lige så relevant, hvis ikke mere. Hans tre første romaner, Slangen i brystetLøgn over løgn ogManden der ville være skyldig er stadig aktuelle, ikke kun i kraft af deres funktion som tronfølgere til Hærværk, men også på grund af deres kultur- og samfundskritik.

Lighedspunkterne mellem Stangerups eget liv og indholdet i hans romaner er ikke til at komme uden om. Der trækkes tydeligvis på det selvbiografiske materiale i romanerne fra 1960’erne og 70’erne, fra debutromanen Slangen i brystet fra 1969 og frem til bekendelsesromanen Fjenden i forkøbet fra 1978. Groft sagt, kan Stangerups forfatterskab deles i to: Tiden før Fjenden i Forkøbet og tiden efter. Hvor de tidlige romaner, inklusiv Løgn og over løgn fra 1971 og Manden der ville være skyldig fra 1973, er selvbiografiske projekter – til både stor irritation og glæde for hans samtid – er hans senere romaner, begyndende med Vejen til Lagoa Santa fra 1981, karakteriseret ved deres historiske indhold.

Som hovedpersonerne i sine tre første romaner, var Stangerup, ikke ulig forfatterkollegaen Kristensen, selv plaget af nedture, godt hjulpet på vej af de mange pilsnere. Det var ikke noget, han lagde skjul på, og det er romanerne et godt eksempel på. Vennen Jurij Moskvitins erindringsbog om ham, Du må ikke sjuske med dit liv, udgivet posthumt i 2008, var med til at forstærke billedet af Stangerup som lidt af en drukkenbolt og en plaget eksistens, der havde sin faste gang på den efterhånden berømte københavnske dødsrute.

Undergangstrilogien

Stangerup kaldte selv sine tre første romaner, Slangen i brystetLøgn over løgn og Manden der ville være skyldig, for sine »undergangsromaner«. Og det med god grund. Hovedpersonerne går neden om og hjem. I druk, forfølgelsesvanvid, uforløste ambitioner og depression, men på vidt forskellige måder.

Slangen i brystet følger man journalisten Max Mollerup, der er korrespondent for et større dansk dagblad i Paris. Ud over at være et satirisk indblik i »danskerkolonien« med al dens indspisthed, rygtebørseri og gensidig plante-knive-i-ryggen, er romanen en historie om en journalist, der drukner i selvbebrejdelser, forfølgelsesvanvid og isolation. Det starter i det små til en pressekonference med præsident Charles de Gaulle, hvor Mollerup føler, at han er til grin for hele den internationale pressestab, da han forsøger at stille kulturminister André Malraux et spørgsmål, men fejler noget så grusomt.

Gradvist tager paranoiaen til, efterfulgt af jalousi over journalistkollegernes fremadstormende karrierer. Mollerup vil tilbage til sit gamle »journalistiske jeg«. Ham, der skrev væsentlige og vedkommende historier og ikke de små ironiske indlæg skrevet under pseudonym, som han selv foragter. Han er blevet slap og engagerer sig ikke længere i de ting, han skriver. Selvbebrejdelserne ruller og i et forsøg på at nå sit journalistiske ideal, skriver han, godt presset af sin forlægger, den »pariserbog«, som enhver pariserkorrespondent med respekt for sig selv på et eller andet tidspunkt i sin karriere skal skrive. Midt i det hele kommer moderen, med taskerne fulde af anklager om, at han ikke lever »rigtigt«, at han burde tage sig sammen, gøre sig umage. Mollerup er stadig et lille barn for den dominerende mor, der tvinger ham til at have hende med på slæb igennem de parisiske gader. Samtidig skal Mollerup navigere i danskerkolonien, hvor bebrejdelserne er lige så store, om end mere subtile. Han tvinges til at spille en rolle og prøver samtidig at skjule sit indre kaos, der hamrer derud af som en slange i brystet. Og så er der selvfølgelig også sprutten, og med den de pinlige optrædener.

Der er langt til bunden

Man skulle tro, at bunden efterhånden var nået, men der er langt endnu. Mollerup indhentes af anklager om plagiat, udkonkurreres af de yngre journalister og sendes derfor tilbage til København for at tage sig af det lokale stof. Der er langt fra det pølsevognshærgede og tomme København til det kosmopolitiske Paris med de charmerende fortovscafeer, og Mollerup synker dybere ned i sit selvhad, som kulminerer i, at han flytter ind hos sin gamle og anklagelsesfulde mor. Karrieren er gået fløjten og i et sidste desperat forsøg på at få rettet op på sit liv, flytter han tilbage til Paris. Og måske lige lukt ind i sindssygen.

Romanens afslutning er tvetydig. Fortsætter Mollerup med at drage længere og længere ind i alkoholen og selvanklagens tåger, eller lykkes det for ham at få vendt skuden i tide? Som i Hærværk, er man ikke sikker. Der er generelt en del lighedspunkter mellem Slagen i brystet og Hærværk. Den konsumerede alkohol, det psykiske sammenbrud og den flertydige afslutning, er nogle af dem. Forskelle er der dog også. I Hærværk er motiverne bag Jastraus nedtur tvetydige: er alkoholen og selvdestruktionen et emancipatorisk projekt, der skal befri Jastrau fra de småborgerlige lænker, eller er han blot en sølle alkoholiker uden et mål med livet? Er romanen en advarsel eller en opfordring? Det er noget, der helt klart har bidraget til romanens fascinationskraft. I Slangen i brystet er motiverne også uklare, men der gives et kraftigt fingerpeg: det har noget med Mollerups moderbinding og hans uforløste ambitioner at gøre. Af den grund er Stangerups intention med romanen tydeligere end hos Kristensen. Den kan nemlig være en kommentar til det menneskelige vilkår, det er at være slave af sin barndom og sin herkomst samt mulighederne for at bryde fri af disse.

Meget mere end klassisk undergangsroman

Hvor Slangen i brystet er en klassisk undergangsroman, er Stangerups næste roman, Løgn og løgn meget mere end det.

Romanen har to spor, som løbende krydser ind over hinanden: historien om Joachim Jerlang og historien om forfatteren bag Jerlang. Førstnævnte er biografdirektør i provinsen, men vender efter biografens ufrivillige lukning halvhjertet tilbage til sit gamle fag, filminstruktionen. For at få brød på bordet, siger Jerlang ja til et tilbud om at lave en film om ungdomskulturen. Det viser sig at være alt andet end en nem opgave, da den gamle filminstruktør er helt ude af trit med ungdommen. Jerlang tvinges derfor ud i et større researcharbejde. Men allerede i de indledende faser, efter at have fundet et kollektiv, der gerne vil agere skuespillere, mærker Jerlang, hvordan hans indflydelse på filmen gradvist minimeres. Han mister mere og mere interessen for både filmen og sit fag, og sjusker sig generelt igennem optagelsesdagene, alt imens han tager flere og flere hovedpinepiller, ryger smøg efter smøg og lader sit ægteskab gå op i flammer.

Som Mollerup i Slangen i brystet, vil Jerlang »bryde den onde cirkel« og drager derfor i eksil i Frankrig, efter at have trukket sig helt ud af filmprojektet. Han kvitter smøgerne og pillerne og lover sig selv at kigge efter nyt arbejde efter filmens premiere. Det er planen, at konen og børnene skal flytte med ham til Frankrig, men sådan går det selvfølgelig ikke. Familien vender ham ryggen, og han tager igen fat i smøgerne og pillerne, som han supplerer med alkoholen. Filmen, der stadig bærer hans navn, ender med at blive en fiasko, og romanen efterlader ham på en bar: isoleret og uden penge til tjeneren.

To gange undergang

Mange af elementerne fra Slangen i brystet går igen i Jerlangs historie. Der er de uforløste ambitioner, misbruget, de forfejlede forsøg på at komme på rette kurs igen, den åbne slutning og det anstrengte forhold til familien. Hans historie er ikke noget særligt i sig selv, men bliver det først i sammenhæng med romanens andet spor, hvor jeg-fortælleren taler om tilblivelsen af Jerlang-figuren. Fortælleren, der måske, måske ikke, skal forestille at være Stangerup selv, skammer sig over sin »selvoptagne uopmærksomhed«. Han engagerer sig ikke og interesserer sig ikke for noget som helst. Romanen om Jerlang er flugten, der skal få ham i gang igen. Der er derfor en dobbelt undergangshistorie i Løgn over løgn, Jerlangs og forfatterens. Begge er både kreative og personlige, og begge ønsker de at afværge den endelige katastrofe. Men forfatteren ser ud til at have fat i den lange ende, for det er ham, der bestemmer Jerlangs skæbne. Det er bestemt fra starten, at Jerlang skal gå under. Han »har omhyggeligt lagt det net til rette som han skal kvæles i« og det af en særlig grund: »Det net som jeg har kvalt min person i er blevet mit eget sikkerhedsnet«. Forfatteren kan undgå sin egen undergang ved at lade en anden gennemgå de pinsler, han selv frygter. Jerlang bliver altså forfatterens prügelknabe.

Sideløbende med Jerlangs historie følger man derfor forfatterens egen historie, med dens kvababbelser og sorger, og hvad det indebærer af melankoli, desinteresse og skyldfølelse over at føle sig selvoptaget. Angsten for at gå under som følge af disse, får ham til at skubbe Jerlang tættere og tættere mod undergangen:

»Jeg læsser alle mine neuroser over på ham, han befrier mig«. Undervejs tvivler han på sit projekt – kan det være rigtigt, at man bliver nød til at fordrive angst med angst? Hvilken rolle har kærligheden? Og kan man overhovedet få angsten til at forsvinde?

Hvorfor skrives der undergangsromaner?

Styrken ved Løgn over løgn ligger ved dobbeltperspektivet: Jerlangs historie og forfatterstemmens kommentarer samt dennes livshistorie. Læst sammen er de med til at hive den klassiske undergangsfortælling op på et højere niveau, og romanen kommenterer derfor på spørgsmålet: hvorfor skrives der undergangsromaner, og hvad er forfatterollen i den sammenhæng? Stangerup udvikler sin egen poetik deromkring, der godt nok er selvbiografisk centreret, men alligevel åbner op for perspektiver og diskussioner.

Ud over at være en undergangsfortælling, er Løgn over løgn en kritik af de københavnske intellektuelle, hvad enten de er journalister, filmfolk og eller blot opholder sig på venstrefløjen. Ifølge romanens forfatter, er de hyklere, der advokerer for ligeløn i radioen, men selv tjener gode penge i medieindustrien. Det er en gruppe af mennesker, der har erkendt, at det bedst kan betale sig at være venstreorienteret, da det er det, der fremmer karrieren, fylder pengepungen og skaber anerkendelse. I deres egen lille verden, hvor rygter, kynisk networking og backstabberi er hverdag, hævder de fra Kongens København at repræsentere landarbejderen og pådutter ham samtidig en verdensopfattelse, der er i overensstemmelse med stentavlerne hjemme i redaktionerne og klipperummene. Man render hinanden i røven, higer efter sin »intellektuelle« vens anerkendelse, samtidig med, at man hader ham for hans succeser.

Hvor er romanen, der går bag om nutidens såkaldt ’kreative’ og intellektuelle’ miljøer, lige som Stangerup gjorde det med Løgn over løgn? Det være sig dele af de journalistiske eller kunstneriske miljøer, hvor talent er lig med networking, og den ydre performance er lige så vigtig som det, der skrives i romanerne og males på malerierne. Den slags kulturkritik mangler. Indtil romanen kommer, kan vi læseStangerup.

Mord i en brandert

Manden der ville være skyldig myrder Torben sin kone i en brandert i irritation over, at hun tilsyneladende har lagt sin tidligere modstand mod systemet bag sig. Han sendes efterfølgende til hospitalet, som fratager ham enhver skyld i forbindelse med mordet. Det var omstændighederne, der gjorde det, siger de, samt din voldelige barndom og de samfundsmæssige processer.

Selvom Torben plages af anger og savner sin søn, som er blevet ham frataget på grund af hans »utilregnelighed«, øjner Torben en mulighed for endelig at skrive videre på sit skrinlagte forfatterskab. Ved hjælp af litteraturen kan han problematisere »socialpædagogerne« og »bevidsthedssociologernes« afskaffelse af skyldsbegrebet og samtidig opfordre befolkningen til at tænke i utopiske baner. Da han udskrives fra hospitalet og tvinges tilbage på sit arbejde, er der mindre tid til de fremtidige romaner. Torben overmandes endnu engang af skyld. Han vil kendes skyldig for mord.

Ren science fiction

Det lyder som science fiction, og er det rent faktisk også. I en verden af »superblokke« og opdragende propaganda-tv kæmper Torben en forgæves kamp for at blive anerkendt som et frit og tænkende væsen, der er skyldig i at have handlet og tænkt som et sådant i et samfund, der forbyder det. Undergangen hos Torben ligger altså i den manglende anerkendelse.

I modsætning til Stangerups to forrige romaner, er der i Manden der ville være skyldig lagt større vægt på det samfundsmæssige pres, der får hovedpersonen til at lide undergangen. For den lider Torben. Systemet presser på og giver ikke Torben én chance.

Det er svært at vurdere, hvor stor en rolle det samfundsmæssige pres spiller i Hærværk. Det skyldes først og fremmest det tvetydige i Jastraus motiver. Er det et oprør mod en borgerlig moral eller ej? Med sin eksplicitering af det samfundsmæssige pres som en mulig årsag til den personlige undergang, går Manden der ville være skyldig længere end Hærværk. Hvor Hærværk kun antyder og bevæger sig på overfladen, tager Stangerups roman diskussionen. Det gør ikke nødvendigvis Manden der ville være skyldig til en bedre roman, men Stangerups perspektivvalg er med til at fremhæve et andet aspekt ved undergangsromanen som genre, nemlig samfundets rolle.

Rødderne, ikke symptomerne

Romanen er Stangerups – ikke særlig subtile – kritik af datidens velfærdssamfund, spejlet i et absurd fremtidsscenarie. Det er en kritik, der er svær ikke at koble sammen med hans generelle kronik- og essayvirksomhed, hvor han harcelerede mod det, han så som venstrefløjens hang til totalitaristisk tænkning og netop også velfærdssamfundets umyndiggørelse af det enkelte liv.

Der mangler ikke samfundskritiske romaner i denne, eller den forrige bogsæson, langt fra. Hvad der derimod gerne måtte være flere af, er, efter stangerupsk forbillede, romaner, der ikke kun symptombehandler, men også går direkte efter rødderne i form af en kritisk tilgang til hele det fundament, samfundet hviler på. Blandt andet er Lars Frost en åbenlys arvtager af det kritiske projekt, Stangerup lancerede i romanform med Manden der ville være skyldig. Men Stangerup er stadig relevant, fordi han minder os om, at der stadig kan skrives god prosa, samtidig med at man kan være kritisk.

Klassisk, men alligevel meget mere

Stangerups romantrilogi er klassiske undergangsromaner, men de er også nybrud inden for genren. De leger med strukturen på undergangsforløbet (Slangen i brystet), teoretiserer over de biografiske aspekter ved undergangsromanen (Løgn over løgn) og i videre udstrækning inddrager samfundets rolle i den personlige undergang (Manden der ville være skyldig). De er både ligeværdige med Tom Kristensens indflydelsesrige undergangsfortælling, men rækker også ud over den. De drejer og vender den velkendte formel og kommer med andre bud.

Men Stangerups romaner kan mere end det og er relevante i andre kontekster end den kristensenske. Romanerne leverer en kultur- og samfundskritik, der stadig holder og kan bruges til noget i 2015. Det er på tide, at vi igen tager Stangerup ned fra reolen, støver ham af og giver ham den renæssance, han har fortjent.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.