Efter Knausgård

Mens den amerikanske litteraturelite stadig har to bind Knausgård til gode, har hypen så småt forladt Skandinavien; det »Knausgård til alle«-banner, der hang på tværs af Universitetsgaten i Oslo foran boghandlen Norli i efteråret 2011, da sjette bind af Min kamp udkom, er for længst forsvundet fra gadebilledet, og nordmændene er begyndt at spørge sig selv om, hvad der egentlig sker i norsk litteratur efter Knausgård. Måske er det norske bogpublikum ved at være klar til andre typer litteratur. Til det norske Kritikerlagets årlige december-status over bogåret i 2014 udtalte Dagbladets kritiker Cathrine Krøger ligefrem, at hvis hun havde været litterær diktator, ville hun have nedlagt forbud mod mænd, som skriver selvbiografisk.

Opdateringsroman i Facebook-format

En af de mest bemærkelsesværdige – og særegne – nyere bøger i norsk litteratur er Pål Norheims bog Oppdateringer, som udkom i efteråret 2014. Den ville muligvis ikke være sluppet igennem Cathrine Krøgers forestillede litterære diktatur, for bogen består af en række Facebook-opdateringer, som forfatteren har lavet mellem 2012 og 2014. Umiddelbart er det svært at forestille sig et mere navlepillende, selvgranskende og selvudleverende medie end Facebook.

Det lidt besynderlige udgangspunkt til trods – kan man virkelig skabe original litteratur på de sociale mediers vilkår? Udnytter Norheim i Oppdateringer Facebook på en måde, så han skaber en slags ideel litterær offentlighed.

Pål Norheim (f. 1962) debuterede i 1998 med den særegne roman Gottfrid von Baaders dagbok, som bliver fortalt af en aldrende, stum mand, som skriver om sin bogstjælende hverdag og sine besynderlige bogstavssynæstetiske drømme på et gammeldags norsk. I 2000 udkom digtsamlingen Stemmegafler, hvor der er poetiske anslag til aforismerne i Oppdateringer. I 2005 kom mini-bogen Z, som er en række optegnelser fra en rejse til Tanzania og Norheims barndoms Etiopien – en slags minimalistiske essaycyklusser, der udforsker forholdet mellem fortid og nutid fra den rejsendes perspektiv.

I 2012 overvandt han sin skriveblokering ved at oprette en Facebook-profil og bruge Facebook – som han i et interview i den norske avis Morgenbladet har omtalt som et »affaldsmedie« – som skriveredskab. Hans opdateringer er en blanding af rejseskildringer, politiske kommentarer og private observationer – med en gennemgående poetisk og opmærksom fortællerstemme. Nogle af de bedste har aforistiske kvaliteter:

»Som oftest lægger vi ikke mærke til, hvor tåbelige vi er« indledes en opdatering. Andre steder citerer han aforistiske forbilleder, her et uddrag af tyske Lichtenbergs optegnelser fra 1789, der forbilledligt matcher dagsaktuelle sociale mediers tegnbegrænsning:

»April 1789. Så den første svale.
27. april 1789: To.
28. april 1789: Den første nattergal.
14. juli 1789: Revolution i Paris.
21. oktober 1789: Dårlig hele dagen.
28. november 1789: Usædvanligt kraftigt anfald.«

Når Norheim er bedst, kommenterer han ideologiske samfundsændringer med en fin blanding af syrlighed og kortprosaakkuratesse:

»Fremskridtsoptimismen og de store, samfundstransformerende projekter tilhører verden af i går. Kun Det Muslimske Broderskab og Apple tror i dag at ting kan blive bedre i morgen. Vi andre lader os ikke narre.«

Norheim forholder sig ikke bare til verden omkring sig, men også til det medie, han skriver i. En opdatering om langsom kommentering – af den filosofiske type, hvor der går århundreder, fra Platon lader Sokrates udtale sig om noget, til Plotin kommenterer det – opridser en accelererende kommenteringshastighed, som stadig er lysår væk fra den dagsaktuelle mediestrøm. Heidegger kan kommentere Nietzsches tanker »kun nogen årtier« efter at Nietzsche selv har formuleret dem. Det er et opmærksomt og nænsomt kritisk perspektiv til her-og-nu-mediet Facebook (der »på sit bedste« kan være »et essayistisk laboratorium i Robert Musils ånd«).

Med sine 113 sider er Oppdateringer Norheims hidtil længste bog. På den måde er omfanget af noget, der næsten ligner en antitese til Knausgårds volumen. Mens Min kamp fylder intet mindre end 3.622 sider, fylder Norheims fire publicerede bøger bare 317 sider. Men på de relativt få sider findes en helt særlig forfatterstemme.

Tunge gardiner: Debutant på ”kebabnorsk"

Til gengæld har starten af 2015 budt på noget, der ifølge begejstrede anmeldere var et nybrud i norsk litteratur. Fredag den 29. januar bragte Dagsrevyen 19 – NRK’s tre kvarter lange hoved-tv-avis, som stadig har en relativt stor seerskare – et interview med den 20-årige litteraturstuderende og debutant Maria Navarro Skaranger. Anledningen var udgivelsen af hendes bog Alle utlendinger har lukka gardiner, som blev rost af anmelderne for at være den første bog på dét, nogle anmeldere har kaldt »kebabnorsk«.

Med høje terningkast (den norske pendant til danske avisers stjerne-/hjerte-uddeling) og et bling-omslag i imiteret leopard og guld vakte den opsigt i et Norge, som tydeligvis har ventet på at få sin egen unge norsk-etniske litterære stemme. Sverige har sin Athena Farrokhzad som udgav Vitsvit i 2013; i Danmark har vi Yahya Hassan, som også er oversat til norsk og flittigt optræder i Norge. Det uudtalte spørgsmål er: Er Skaranger Norges nye litterære indvandrerstemme?

Udgivelsen på det finlitterære forlag Oktober – som også udgav Knausgård – viser i hvert fald en tørst efter litteratur fra andre perspektiver end det hvide, nationaldragtsklædte synspunkt. Men hvad giver Skaranger os bag den leopardgyldne forside? Romanen antager form af en slags dagbog med optegnelser i et slangfyldt ungdomssprog fra en ottendeklasseselevs teenagehverdag i Romsås, en boligblokforstad i Østoslo med en beboersammensætning, der rummer temmelig mange flere forskellige nationaliteter end den norske gennemsnitsforstad.

Det er selvfølgelig det, forlaget – og jeg har en mistanke om, at det lige så meget er forlaget som forfatteren – spiller på med titelbilledet med de lukkede gardiner: Dette er et blik ind bag »blondegardiner først og så de feiteste røde gardina bak med gull på«, som fortælleren Mariana beskriver et typisk vinduesparti i blokken (»gardina så ikke norske ut«). Der findes ligefrem en hel gardintypologi, som korresponderer med nationalitet: Tyrkerne har »lukka gardiner med blonder«, gambierne »lukka gardiner i gull«, mens norsk-chilenske Mariana kommer fra et »skikkelig norskinghus med liten tv og rotete og åbne gardiner.«

I Dagsrevy-interviewet udtalte Skaranger selv, at hendes titel spiller på de fordomme, mange nordmænd har om udlændinge. Spørgsmålet er bare, om bogen udfordrer den fordom. Egentlig bor fortælleren Mariana bag et lige så fedt og tillukket gardin som de fleste andre i hendes alder – her taler vi bare om et hormonelt teenagegardin.

Romanen handler om skole, hverdag og forelskelse. Og selvom der måske er lidt mere kriminalitet (en storebror i fængsel) og lidt mere center-hængeri og potentiel bandekonflikt, end der er for den skandinaviske gennemsnitsteenager, bliver det et underligt eksotisk blik at fremhæve sådan en hverdag som særlig etnisk. Tværtimod er der anslag i den, som sagtens kunne give mig en følelse af min teenagetid i Aarhus i halvfemserne.

Og det er det, der er romanens store styrke: Den er et troværdigt portræt af en ottendeklasseselev. Dens litterære kvaliteter er ikke overvældende – der er et underligt misforhold mellem de nøje arrangerede kortprosatekster og fortællerens lidt ubehjælpsomme slangsprog – men den er en fin skitse, og ganske troværdig i sin måde at mime ungdomsslang på.

Fokus på arbejdsindvandringen 

Hvis indvandringstemaet og etnicitetsspørgsmålet er uforløst hos Skaranger, er det til gengæld så godt som fraværende i resten af den norske samtidslitteratur. I marts havde avisen Klassekampens bogmagasin et længere essay af journalist Silje Bekeng om den manglende tematisering af arbejdsindvandring i norsk litteratur.

Mens resten af Europa har oplevet en finanskrise, har Norge haft sine olieindtægter som finansiel buffer, og arbejdsindvandringen er steget voldsomt. Den er gået fra at udgøre syv procent af den samlede indvandring i 1993 til at udgøre 47 procent i 2010. Alene i 2011 kom 11.500 polakker, 7500 litauere, 2800 svenskere og 2000 letter til Norge for at arbejde, og det sætter sine tydelige spor: Hvis man bestiller en kop kaffe i Oslo, er der stor sandsynlighed for, at det er en svensker, der serverer den, og for hus-og-have-ejere er engelsksprogede flyere fra polske håndværkere og lettiske altmuligmænd m/k en nærmest ugentlig begivenhed i postkassen. De laveste servicejob bestrides med andre ord sjældnere og sjældnere af nordmænd.

Bekeng peger i sit essay på, at en så voldsom klasse- og arbejdslivsændring burde være en guldgrube for forfattere, men at litteraturen oftere forholder sig til skyldsspørgsmålet – altså den lidt diffuse skyldfølelse, man kan føle over at bo i et af verdens rigeste lande – end til selve arbejdsindvandringen. Bekeng kan kun komme på to tilfælde af romaner, der forholder sig kritisk til den måde, nordmændene forholder sig til arbejdsindvandringen på: Merethe Lindstrøms Dager i stilhetens historie (2012) og Vigdis Hjorths Et norsk hus (2014), som hun modtog Brageprisen for samme år.

Hjorth debuterede som ungdomsromanforfatter i 1983, og hendes forfatterskab har tidligere været anset for at være lidt pinligt og erotisk, i hvert fald ifølge Morgenbladets anmelder Bernhard Ellefsen. Med udgivelserne Leve posthornet! (2012) og Et norsk hus (2014), som begge to er romaner med en politisk agenda, er hun imidlertid blevet inviteret inden for i det gode litteraturselskab.

I Et norsk hus skriver Hjorth om tekstilkunstneren Almas anstrengte forhold til sine polske lejere: Et ungt polsk par med barn på vej flytter ind i Almas lille udlejeende af huset og giver Alma anledning til at reflektere over, hvordan hun fremstår over for »de polske«, når hun kommer fuld hjem om aftenen og hyppigt sover til langt ud på dagen.

Sideløbende skildres en både genkendelig og komisk barnlig irritabilitet over at lejerne bruger for meget varmt vand og for meget varme, og til trods for det åbenlyst ulige magtforhold kan Alma ikke styre sin irritation. Selv ikke da manden viser sig at være voldelig, og den polske kvinde bliver alene med sin datter, kan Alma for alvor sætte sig ud over det anstrengte lejeforhold. Det norske hus kan ikke rumme både polske lejere og norsk selvretfærdighed.

Måske peger et forfatterskab som Hjorths i retning af en type politisk roman, der forsøger at nå ud over den snævert selvoptagede og jeg-analyserende roman, som Knausgård dyrkede frem. Hun lader til at ramme et behov hos den ivrigt læsende norske befolkning. Gardinet er trukket fra i den norske litteratur – nu er det på tide at se efter, hvad der gemmer sig uden for det.