Hvem siger, at »din« betyder »din«?

I andet bind af den franske renæssanceforfatter François Rabelais’ kæmpeværk Gargantua og Pantagruel (1532-64) støder kongesønnen Pantagruel på en rejsende, der tilsyneladende kender alle verdens sprog, men har ualmindeligt svært ved at formulere sig på lige netop det, som folk omkring ham kan forstå.

Han beder om noget at drikke på tysk, italiensk, engelsk, dansk, hollandsk, og i frustration pludselig på et selvlavet sprog: »Al barildim gotfano dech min brin alabo dor din falbroth ringuam albaras …«

Kort efter skal Pantagruel dømme i en sag, hvor ingen forstår, hvad hverken forurettede eller anklagede egentlig snakker om, de taler som overtrætte treårige på bagsædet under en lang køretur: »Jeg er ikke retslærd, saa jeg kan tage Maanen med Tænderne; men i Smørkrukken, hvor man forseglede Guden Vulcans Redskaber, gik der det rygte, at det saltede Oksekød lod én finde vinen uden Tællelys, og det laa skjult paa Bunden af en Kulsæk, bestøvlet og bepanseret med Ben- og Armharnisk, der kræves til at stege en god Kødret, det vil sige Faarehoved.« (C.E. Falbe-Hansens oversættelse).

Det er et sted imellem disse vrøvlehoveders udladninger, at alt godt nonsens må