Fantasiens benhårde realisme
Da jeg var dreng læste jeg rigtig mange fantasyromaner. Utallige serier slugt på ferierejser, og før jeg skulle sove. Ringenes Herre-trilogien mange gange, Dragonlance-serien, A Song of Ice and Fire. Den slags bøger med kort trykt på én af de første sider. Bøger, der bygger verdener op. Men som alligevel har noget ens over sig. Et antal helte man følger, som kommer fra forskellige racer eller stammer eller klaner. En mission der får dem bundet sammen i nye alliancer på trods af forskelle. En fælles fjende, der får det til at forene sig. Et togt, en færd, et eventyr.
Kvaliteten af bøgerne hang nøje sammen med, hvor tætvævet et univers, der var tale om. I hvor høj grad man havde følelsen af, at der ikke bare udenfor kortet var blankt, men at der også var blankt lige udenfor billedet. Som hvis man i mørket lyser med en lommelygte, men lige uden for lyskeglen er der ikke bare mørkt, der er ingenting. Blankt. Det er jo selvfølgelig en grundlæggende præmis for litteraturen, at den ikke kan vise os det, der ikke står på siden, at billed