En dagbog er kun sjældent dét, den giver sig ud for at være
Der er en vis forbudt fryd forbundet med at læse dagbøger. De er jo i udgangspunktet ikke skrevet til og for andre end den skrivende selv og appellerer derfor til tvivlsomme sider af den, der alligevel måtte få adgang til dem: til nyfigenheden, til længslen efter det private, det hensynsløst ærlige.
Dagbøger er, under et overfladisk blik, fulde af ærlig og ufiltreret skrift. Men så enkelt forholder det sig selvfølgelig ikke, og det kan man forvisse sig om ved at læse Hervé Guiberts Cytomegalovirus – Dagbog fra en indlæggelse og Lou Sullivans Lou Sullivans dagbøger, der begge er virkelig læseværdige, og hvis ophavsmænd deler skæbne på flere stræk.
Begge døde således af AIDS-relaterede sygdomme i 1991, begge var i deres 30’ere, og begge benyttede skriften som en slags bearbejdning af livet og omkostningerne ved et liv langt fra den heteronormative alfarvej.
Lou Sullivan var aktivist, sekretær, trykker og skrev en stribe tekster om transkønnedes vilkår. Selv var han angiveligt den første transmand, der offentligt identificerede sig som bøsse og ydede dermed et væsentligt bidrag til en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem seksuel orie
