Den store brand
Madame Nielsen, dette sære og sfæriske, helt usandsynlige (men dog så selvfølgelige) og evigt bevægelige væsen, er måske nok en kvinde i sin bedste alder, men indlejret i hende findes både det forgangne og det fremtidige. Hun er på én gang et uddødt og uopdaget dyr i skoven.
Nu har Madame Nielsen atter skrevet mere smertefuldt og smertesmukt, end nogen anden. Lamento, en klagesang, en sørgesang, en romanelegi om et ung kunstnerpar, der forelsker sig, hun skriver romaner, han skriver dramatik.
På en rejse i Frankrig skal de besøge en af hans veninder. Deres skødesløshed betyder, at en brand bryder ud, hvor den unge franske kvinde bliver voldsomt forbrændt. Trods tragedien møder den franske kvindes forældre de to danskere med tavs omsorg og gæstfrihed. Denne venlighed i smerten er, siger romanens fortæller, den danske kvinde, utilgiveligt.
Den store brands uskyldstab efterlader de unge med en kontamineret kærlighed, og romanen skildrer det uundgåelige langsomme styrt mod bristepunktet, som den nu midaldrende kvinde oplevede det. Det er på én gang en kærlighedsroman, en kunstnerroman, en eksistensroman. Til en hvis grad baseret på en sand historie.
