Den reaktionære avantgarde

»Det burde efterhånden være blevet klart, at enspænderen ikke længere ser sådan ud, som den samfundskritiske intelligentsia og litteraturhistorie hagiografisk har fremstillet ham i årtier, nemlig som venstreorienteret og subversiv.«

Sådan skriver Botho Strauss allerede i 1993 i sit kendte og forkætrede essay Tiltagende bukkesang. Den tyske dramatikers dunkle varsling af Vestens forestående sammenbrud synes kun tiltagende aktuel over de mellemliggende 20 år. I dag er den intellektuelle enspænder øjensynligt hverken venstreorienteret eller subversiv. Han er hvid, vestlig, reaktionær og neoromantisk. Han hengiver sig til fuldtonet fortidslængsel, til konservativ kulturpessimisme og til lede ved den tomme materialisme.  

For tiden ser vi, hvad man kunne kalde en opblomstring af en ’revolutionær konservatisme’, som ikke har haft samme vind i sejlene siden Weimarrepublikkens velmagtsdage. Den konservative revolution var samlebetegnelse for en kreds af kunstnere, forfattere og filosoffer, der i årene mellem ca. 1918 og 1932 talte dunder mod den vestlige liberalisme og kapitalismens udhuling af kulturen. Det var et åndeligt oprør mod Weimarrepublikkens demokratiske