Relativt progressiv bedstefar

I essayet Why Bother reflekterer den amerikanske forfatter Jonathan Franzen over, hvad 1990ernes identitetspolitiske bølge har betydet for Den Store Amerikanske Roman. På den ene side hylder han den mangfoldighed i litteraturen, identitetspolitikken har ført til, hvor stemmer, der før ikke blev hørt, nu bliver det. På den anden side kan han ikke lade være med at ærgre sig over udviklingen, og han kan ikke undgå at være lidt som de onkler eller professor emeritusser, der ved enhver lejlighed vrænger, at alting var bedre i gamle dage, at vi befinder os på en glidebane mod dekadencens crescendo, hvor alle er dovne og seksuelt afvigende, og mænd går på arbejde i shorts. Franzen begræder, at identitetspolitikkens fremmarch umuliggør frembringelsen af store, altomfattende romaner, hvor identiteter er noget, forfatteren bestemmer over, ikke noget, forfatteren er bundet af. Han er ambivalent. Politisk mener han ét, kunstnerisk det stik modsatte. Politisk er han woke, kunstnerisk er han en heteroseksuel, hvid middelklassemand, der kræver at få lov at bestemme, hvordan verden ser ud. Han er selv pinligt bevidst om det, men kan ikke løbe fra sin drøm om fuldkommen magt ov