Print artikel

Brandrøg over Nyborg

»Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.«
Kritik
22.05.20
Havde man mistet sin læseglæde, er Asta Olivia Nordenhofs 'Penge på lommen' en bog, man genfinder den i. Ikke desto mindre er det en benhård, men også magisk frigørende socialrealisme, vævet ind i den politiske samtid.

På en af de første forårsdage i 1990 driver der tæt røg over den lille havn i Lysekil i den svenske skærgård. Det er den 8. april, og skibet Scandinavian Star brænder på anden dag. Scenen figurerer ikke i Asta Olivia Nordenhofs romandebut Penge på lommen, den første af syv i en planlagt romanføljeton med Scandinavian Star som omdrejningspunkt, men brandrøgen driver ikke desto mindre ind i Kurt og Maggies liv, romanens to hovedkarakterer i slutfirsernes Nyborg.

Kurt og Maggie bliver drømt frem af fortælleren, den vildeste, mest spændstige jeg-fortæller, jeg kan komme i tanke om at have mødt. Vel nok det man kalder alvidende, men samtidig fejlbarlig, indigneret, bevidst om virkelighedens uigennemskuelighed og egen uvidenhed, og ikke mindst ømt i dialog med sine karakterer i oprigtig nysgerrighed over at finde ud af, hvem de er: »Hvad er kærlighed? Maggie kigger på mig med et ansigt en bøn uden indhold. Som om kun bønnens form er tilbage, et infernalsk omrids. / Jeg ved det ikke, søde Maggie. Fortæl, så skriver jeg ned«. Og ned skriver hun så, imens Maggie i jeg-form fortæller den hårde historie, hvor hun går fra at føle sig heldig og ung med Kurt, til han begynder at spytte hende i hovedet og nedværdige hende.

På vej i en bus henover Fyn ser fortælleren en hvidhåret mand, og som i en sitren fra en drøm opstår fortællerens anelse om manden og hans gård, og slet ikke ulig Rejseholdets La Cour deducerer hun sig frem til, hvem de må have været, Kurt og Maggie. Måden hvorpå romanens verden bliver til med ord, føles magisk frigørende, det samme gælder prosaen, der syder og flyder og sammen med fortælleren tager sig nogle forfriskende friheder:

»Det er nat, men tynd nat, næsten morgen, da Kurt på en måde – han vil selv glemme hvordan, så vi må se ham udefra – bevæger sig hjem gennem byen, over villakvarteret og ud i Nyborgs periferi, hvor gården, busserne, laden, Maggie, tomheden, som Sofie gav ham, da hun flyttede, hvor alt, der er hans, er. / Det er ved hjertets indsats, ved en usigelig viden om hvor han hører til, at han finder sengen, og med en langsom, næsten blodtung ide om, at han er Kurt, falder han ind i den larmende søvn, der vækker Maggie.«

Sådan slutter kapitlet Kurt, og sådan begynder det efterfølgende kapitel Maggie vågner med en direkte henvendelse fra fortælleren: »Er du vågen Maggie? Jeg har længtes efter dig, fortæl mig noget./ Jeg tror, din mand vækkede dig med sin snorken. Han lugter af værtshus, men du er måske mere optaget af noget andet?« Havde man mistet den, er Penge på lommen en bog, man genfinder sin læseglæde i.

Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.

Ikke desto mindre er det en benhård socialrealisme, man skal finde den i. Kurt og Maggie lever i et voldeligt, ulykkeligt og underligt apatisk ægteskab, hvor der i glimt også er ømhed. De er begge hårdt furede af liv, hvor de altid har manglet penge, og i nogle krystalklare nøglescener fra hver deres liv, både før, imens og efter de mødes, forstår man, hvorfor de er endt, hvor de er. Som nybagt far bliver Kurt trækkerdreng for at skaffe mad til sin nyfødte søn, som han ender med at bortadoptere, mens Maggie som 14-årig bliver voldtaget og senere må prostituere sig for at have til dagen og vejen. Der er øjeblikke i begges liv, hvor det hele åbner sig i glimt af eufori, og på visse tidspunkter findes også en ømhed med mange mellemregninger mellem dem, men det er altid på lånt tid. De er gensidigt afhængige af trygheden i hinanden fysisk og økonomisk, men fremmedgjorte over for hinanden på grænsen til afsky.

Der er noget Ved vejen over Penge på lommen i de stille eftermiddage, hvor Maggie stirrer ud over gårdspladsen ved Nyborg, mens forspildte chancer og alt det, livet kunne have været, hænger tungt og usagt i rummet.

Men hele tiden driver anelsen om brandrøgen fra Scandinavian Star ind i den lille historie og knytter den til et større narrativ med »en usynlig hovedperson, der hedder penge,« som Asta Olivia Nordenhof for nyligt formulerede det i Deadline. For selvom romanen mestendels er interesseret i Kurt og Maggie, bliver skibsulykkens dunkle omstændigheder ved at glimte et sted i horisonten som et ilde varsel for Kurt og Maggie – denne trækken i læseren er overdrevet ekvilibristisk udført. Vi kender allerede fra bagsiden af bogen til Kurts iver efter at investere i noget stort, og på den måde antager hans indblanding i den mystiske brand fra start nærmest krimiform, samtidig med, at Kurt og Maggies liv bliver set i et særligt lys, vævet ind i den politiske samtid.

Men først 65 sider inde kommer Scandinavian Star faktisk til syne. Først med en kort og stilistisk helt anderledes nøgtern beskrivelse af branden og dens efterforskning, dernæst med en kortlægning af skibets komplekse ejerforhold, der skriger til himlen om forsikringssvindel på bekostning af menneskeliv, og til sidst med et arrigt glødende, i sammenhængen uhyre effektivt, kampskrift mod kapitalismen, der får styrke af dens kontrast til resten af bogens bølgende sprog: »Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en idé./ Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.«

Da Kurt til slut bliver ringet op med et godt investeringstilbud af mystiske T., som han på et tidspunkt har drukket tæt med, bliver han »hektisk og varm« og må investere de penge, han har på lommen. I samme åndedræt bliver han et tandhjul i en bobleøkonomi, der til sidst dræber.

Jeg håber, vi hører mere om T. i de kommende bøger i romanføljetonen. Og om Kurt og Maggie, hvis fortællinger er skrevet med lysende dybde og fungerer som langt mere end tandhjul i en kapitalismekritik, der til gengæld giver genlyd ind i de utallige eksempler på økonomisk svindel, vi har set de seneste par år. Jeg håber også, vi får flere virkelighedsbøjende udvekslinger mellem fortælleren og hendes karakter. Og så selvfølgelig, at vi kommer helt ind i røgudviklingen på Scandinavian Star og den spekulative økonomi, den er et brændende konkret symbol på. Det er et utrolig ambitiøst projekt, Asta Olivia Nordenhof har sat i gang, men det er også en utrolig god begyndelse, der tegner lovende i alle retninger.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.