Print artikel

»Flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt.«

Forfatterportræt: Sarah Michelle Riisager
Kritik
18.05.20
Ida Holmegaard skriver hypersensitivt og hyperintelligent om at se og blive set, om at læse og blive læst. Og om at placere sig i et spinkelt grænseland, hvor sproget endnu ikke rækker.

Et sted i sin fremragende og genreumulige Look – med undertitlen Læsninger – skriver Ida Holmegaard om sit »skrivetøj«, og spørger så: »Bevæger noget af dragten sig videre ud i armen, der skriver?« Når man har læst Look ved man, at svaret er ja. At tøjet, looket eller outfittet, former den måde, vi møder verden på, men også den måde, verden ser tilbage på os. Eller læser os. Tøjet sætter sine spor. Det er én af de utallige ting Holmegaards bog, vekslende mellem associativ essaystik og klogt famlende dagbogsoptegnelser, indlevende behandler.

Tøjet er en rustning, en ham, som Holmegaard skriver. Det handler om berøringsflader; om hvad, der er i kontakt med huden, men også med verden. En bevægelse, der på én gang går indefra og ud og udefra og ind. En grænse mellem huden og verden. »Tøjet åbner og lukker. Tøjet deltager i kampen om det åbne og det lukkede«, skriver hen. 

Jeg har tænkt på tøj, men aldrig så omfattende, poetisk og nysgerrigt, som Holmegaard gør det. En helt ny verden, skjult, men allerede til stede, bliver synlig gennem hens blik.

Udgangspunktet er det enkle, men umulige spørgsmål om, hvad tøj er, og den følgende accept af, at der ikke findes et ligeså enkelt svar. De uendelige spor eller tråde, som fraværet af svar bringer Holmegaard ud ad, hele tiden med tøjet som prisme, er det, der giver bogen sin kraft.

Tøjet bærer på betydninger, vi ikke besidder magten over, men det indeholder derfor også en mulighed for at blive en anden.

»Jeg er en kronisk fejllæser af mig selv og af verden omkring mig.« Hvis det er sandt, så indeholder fejlen en skønhed, måske endda sandhed, der i Holmegaards krystalklare, poetiske udlægninger erfares mere sanseligt end rationelt. Stoffet væves tæt sammen. Metaforerne står i kø, men selv de er stoflige i Look.

En af trådene er en udforskning af egen stresssygdom, som insisterende benævnes sådan – og ikke som fx depression – fordi lidelsen har sin årsag i et presset arbejdsliv. Måske endda i et snævert samfund, en knugende verden. Det er en vigtig pointe.

Sygdommen blotlægger hvordan tøjet pludseligt svigter: »Der er gået betændelse i grænsen mellem mig og verden.« Tøjet omfavner og beskytter ikke længere det indre kaos som tidligere: »Jeg sidder til personalemødet og trækker min store, cremefarvede frakke sammen om mig, som om den var en redningsvest eller en dyne. Jeg vil forsvinde ind i frakken, så der kun er den tilbage. Den kan stadig udstråle en alvor og et overskud, som ikke er tilgængeligt for mig. Samme virkning har den dog ikke helt. Længere.«

Grænsen gennemhulles langsomt. Man står åben, nøgen og sårbar tilbage: »På kalkmalerier er folk altid nøgne i helvede«, konstateres det køligt.

Det er lidt ligesom den gamle historie med Heidegger og hammeren. Vi ser først rigtigt objektet, når det ikke længere virker. Man fornemmer, at interesseren fødes her, i sammenbruddet, eller i hvert fald intensiveres. Skriften sættes i gang, bliver en vej ud af sig selv, tilbage ind i verden. Ind i oplevelsen og særligt opmærksomheden, der værnes om og går igen som et slags refræn uden oprindelse: »To love is to pay attention

Opmærksomheden fordrer blikket, og det er indeholdt i det anglesaksiske look: både verbum, at se, og substantiv, det sete. Blikket, der bliver til stof. At berøre og blive berørt. Den gensidige påvirkning, der sker i den udveksling.

»Jeg er åben for læsning, åben, et uomgængeligt vilkår.« Men ikke alle læsninger, al opmærksomhed, er kærlig, retfærdig og lige. Det har Holmegaard et skarpt blik for gennem kapitalisme- og kønskritiske under- og overstrømme, i etiske og filosofiske refleksioner. Nogle læsninger, dem af tøj og menneskerne, der bærer det, er voldelige og indskrænkende.

Men der er også utallige læsninger i klassisk forstand. Læsninger af litteratur, så slubrende energiske og umiddelbart sanselige, at det eneste jeg ønsker, er endnu flere af dem. Læsninger af Goethe, Woolf, Dickinson, Jelinek, Myles, Salinger, Carson, Ovid, Vizki, Christensen og mange flere. Med følger en opfordring til at lade sig forføre af det, man læser, og at lade sig transformere af stoffet, man bærer: »En berusende læsestrategi: total absorbering, total integration.« Holmegaard tager bo i fænomenerne, og al kritik rettes dybt derindefra. En indlevelse, det er en stor oplevelse at få adgang til.

Look er en opfordring til at læse hinanden og verden nysgerrigt, kritisk og kærligt. Og en opfordring til, men også en mulighed for, at »læne sig ind i det svimlende.«

Stoffet er altid hjemsøgt, skriver Holmegaard. Tøjet bærer på betydninger, vi ikke besidder magten over, men det indeholder derfor også en mulighed for at blive en anden. »Tøjet er en form at gå i karambolage med, en infrastruktur. Man må bruge det, man har til rådighed, forsøge at bygge et hjem eller en festsal.« Holmegaard ikke bare leger Goethes Werther, Woolfs Orlando, Ian Curtis eller Marlene Dietrich, hen er dem, hen er channeling dem. Det er festsalen.

Tøjets transformative potentiale er særligt vigtigt for Holmegaard, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde, ikke udelukkende med det feminine eller det maskuline, men som non-binær. Som både-og, et sted midt i mellem, hvor selv sproget vakler. Det spinkle grænseland udforskes med en voldsomt smittende energi: »Jeg er grådig. Vil altid have mere, flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt.«

Men drømmen om at udvide sproget og revolutionere verden for bestandigt at skabe fast grund under fødderne, et hjem, er også befriende upragmatisk til stede: »Men hvad hvis man ønsker at etablere et sted uden for de to gensidigt udelukkende køn, som er åbent og mere permanent beboeligt. Så må civilisationens fundament støbes om.«

Holmegaard viser, at et look langt fra bare er en overflade. Look er en opfordring til at læse hinanden og verden nysgerrigt, kritisk og kærligt. Og en opfordring til, men også en mulighed for, at »læne sig ind i det svimlende.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.