»Dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nyttesløst formål«

Den 3. august er det 100 år siden Joseph Conrad døde. Hvem var han egentlig, denne melankolske gentleman med bowlerhat og cigaret? For mig er han en gåde. Teodor Józef Konrad Nalecz Korzeniowski blev født i Ukraine i 1857 som enebarn i en fattig polsk adelsfamilie. Han voksede op i et dannet og patriotisk miljø, men blev forældreløs som tolvårig. Herefter blev han taget i pleje af sin onkel og fik privatundervisning i Krakow og kort i Geneve. Som 16-årig sluttede Conrad sig til den britiske handelsflåde, hvor han gjorde karriere og undervejs tilbragte fire måneder i Fristaten Congo. Han blev tidligt britisk statsborger, skrev en lang række romaner på formfuldendt engelsk og anses i dag som en af de største moderne forfattere i den vestlige kanon. 

Når jeg nu læser Joseph Conrads to berømteste romaner, Mørkets hjerte (1899) og Lord Jim (1900), fornemmer jeg bag fortælleren Charlie Marlow, og atter bag ham den alvidende fortæller, et ensomt menneske i eksil fra sit land, sin tid og sit sprog: en fremmed. Hans kunstfærdige eventyr, hans forsvundne maritime verden og beretninger fra fjerne lande for længe siden drager mig som en glemt drøm. »Never get out of the boat,« som Marlows alter ego Captain Willard siger i Apocalypse Now, Francis Ford Coppolas take på romanen: »Never get out of the boat, unless you were goin’ all the way.« Joseph Conrad gik i land, men i sit forfatterskab så han sig tilbage. Conrad står stadig der på kajen vendt mod fortidens ocean og skuer mod den fjerne horisont med stormen i ansigtet: Han ser ruinerne af romantikkens luftkasteller, tiden efter den anden industrielle revolution og enden på The Age of Sail; han ser den gryende globale kapitalisme, kolonialismens og den oplyste civilisations myter. Bag ham strækker sig fremtidens fastland, the horror. 

Af grunde, jeg ikke kan forklare, kom jeg i forsommeren til at genlæse Mørkets hjerte. Det var vel 30 år siden sidst. Dengang læste jeg den som man skulle og burde, som en antiimperialistisk kritik, som en litterær beskrivelse af kolonialistisk vold, men også som en tekst med en tidsbunden racistisk tendens. Jeg forstod den, mente jeg som ung, og romanen satte sig i mig. I dag forstår jeg mindre, men oplever romanen desto stærkere. Denne gang var læseoplevelsen som en pludseligt opflammende febervirus med lang inkubationstid.

Mørkets hjerte er en kort roman, en novella, men det slår mig nu, hvor ordrig den er. Som om Marlow kaster lange syntaktiske reb tilbage til identitetens kaj som trosser, jo længere den lille dampbåd bevæger sig ned ad Congofloden, ind i vildnisset mod den herostratiske Kurtz og jeg’ets mulige opløsning. Kurtz er elfenbenshandler, udsendt af et belgisk kompagni som leder af en handelsstation, først med høje idealer for missionens civiliserende virkning på ”de vilde”, i tillæg til udbyttet. Med overlegen intelligens og vilje til magt har han efterhånden ophøjet sig selv til halvgud for stammebefolkningen omkring stationen. Kurtz er kendt i hele regionen som den bedste mand på posten, men der går også rygter om hans tiltagende grusomhed til skade for firmaets renommé: en dannet og dygtig repræsentant for kolonimagtens kommercielle interesser – han er tilmed en ferm kunstmaler – med vilkårlige indfødte ofres skrumpehoveder omkring sig som trofæer: »De viste kun, at mr. Kurtz manglede selvbeherskelse ved tilfredsstillelsen af sine forskellige lyster, at der savnedes noget i ham – en lille ting, som, når det presserende behov meldte sig, ikke kunne findes bag hans prægtige veltalenhed.« I alle årene har jeg set ham for mig som en satanisk og sanselig Marlon Brando. Nu var han en anden: en stemme uden krop, abstrakt, hinsides godt og ondt; mørkets hjerne; en mytisk maskine.

Lige inden Marlows møde med Kurtz i junglen springer en ung russisk handelsmand ind på scenen, en bizar harlekinfigur, som jeg faktisk havde glemt: klakøren, disciplen, medvideren. En slidt fortolkning af ”mørkets hjerte” indebærer, at vi alle har det i os: Vi er alle Kurtz for Vorherre (som Conrad i øvrigt ikke gav meget for), men når jeg læser romanen nu, er billedet ikke så enkelt. Kurtz forbliver uklar i fortællingens indirekte belysning – desto mere uhyggelig. Til gengæld er russeren insisterende konkret med al sin servile snak og presser sig pludselig på som et andet, pinagtigt identifikationspunkt. Er han læseren? Er han Joseph Conrad himself? Mødet med Kurtz’ absurde hofnar er ubekvemt: Måske installerer forfatteren denne romankarakter for at vise, at vi alle er villige medvidere til katastrofen. Vi ser den og ser den ikke. Mørkets hjerte er skrevet på baggrund af den congolesiske befolknings ubeskrivelige lidelser og millioner af dødsofre under den belgiske kong Leopolds voldsherredømme: et mareridt ved civilisationens dagslys, synes Conrad at sige. Med den tilføjelse, at han vist var anderledes indforstået med den britiske imperialisme.

I et dagbogsnotat fra Congo i 1959 skriver Graham Greene, at Conrads Mørkets hjerte »stadig er en fin novelle, men dens mangler toner frem nu. Sproget er for svulstigt til situationen. Kurtz bliver aldrig helt levende. Det er, som om Conrad har taget en episode fra sit eget liv og så for ”litteraturens” skyld har forlenet den med større betydning, end den kan bære. Og hvor det dog sker tit, at han sammenligner noget konkret med noget abstrakt. Er det mon et kneb, jeg har ladet mig smitte af?« Bag Greenes forbehold og anxiety of influence gemmer sig en præcis iagttagelse af Conrads kunst: at han på egen vis tillægger det selvoplevede og konkret sansede større betydning ”for litteraturens skyld”. Abstraktionen af det idiosynkratiske i Mørkets hjerte er netop det, der giver romanen dens enorme rækkevidde og lader den omfatte konkrete fremtidige erfaringer, som forfatteren anede, men ikke kendte til. Hør bare, hvordan Kurtz beskrives af en journalist efter sin død: Han kunne »... egentlig ikke skrive noget som helst – ’men I guder! Hvor kunne den mand tale! Han kunne opflamme store forsamlinger. Han havde troen – forstår De det – han havde troen. Han kunne få sig selv til at tro på hvad som helst – hvad som helst. Han ville have været en strålende leder af et yderliggående parti.’ ’Hvilket parti?’ spurgte jeg. ’Ligegyldigt hvilket,’ svarede den anden. ’Han var – han var ekstremist.’« Conrad er nok i sin tid stødt på en koloniherre gone rogue, men dette er skrevet 34 år før amatørmaleren Hitler kom til magten og længe, længe inden den ene og den anden folkeforfører – navnene ligger på tungen – i vores egen tid; set og eksponeret ”for litteraturens skyld”.

»Men drives ikke også selve menneskeheden, der blindt haster fremad, af en drøm om storhed og magt – drives ikke også den ad den overdrevne grusomheds og pligtfølelses dunkle stier? Og hvad vil det i grunden sige, at man stræber efter sandheden?« Spørgsmålet stilles af Charlie Marlow, den selvsamme fortæller som i Mørkets hjerte, i kredsen af natligt cigarkontemplerende tilhørere til den tragiske beretning om Lord Jim. Joseph Conrad er en gåde, og det er Marlow også. Men om den unge styrmand Jim på passagerskibet Patna hævdes det igen og igen, at »han er en af os«, og at han er »en romantiker«. Jim drømmer om heltegerning og stordåd, men da ulykken sker, og skibet med hundedvis af sovende pilgrimme lækker, svigter han i sidste øjeblik og forlader den synkende skude – en impulsiv og fatal handling. Patna bjerges i land, og alle passager reddes, men det mindsker ikke brøden. Jim mister skippercertifikatet, men er fra da af på flugt fra sig selv og sin skam. Lord Jim er en roman om den mistede ære: for den nutidige læser en overraskende vanskelig præmis, for ingen kom jo noget til, og Jim tog sin straf. Hvad er problemet? Problemet er velsagtens, at spørgsmålet overhovedet kan stilles, og det er, hvad romanen gør. Lord Jim er ikke et forsvar for gamle dyder og sømandsmoral, men en melodramatisk afsked med det allerede tabte. 

På sporet efter Jim, som efter sit fald flakker hvileløst rundt i fjerne havnebyer, møder Marlow en hengemt fransk søofficer på en knejpe. Han »gav indtryk af, at han var blevet glemt her. Ja, tiden var visselig gået: den havde indhentet ham og var draget videre.« Marlow og franskmanden falder i snak, og det viser sig, at denne solide sømand var med til at bjerge Patna efter skibbruddet og kender alt til Jims misere. Han dømmer ham ikke, men udbryder resigneret: »... Men æren – æren, monsieur! ... Æren ... den er virkelig. Det er den! Og hvad kan livet være værd, når ...’ han rejste sig med en tung voldsomhed, som en okse, der rejser sig fra græsset ... ’når æren er borte – ah ça par exemple – kan jeg ikke udtale mig om. Det kan jeg ikke udtale mig om – fordi – monsieur – det véd jeg slet ikke.« Og om det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie. Det gør så Conrad, men han viser med Lord Jim, at vores forsøg på at genskabe eller genvinde det tabte, er forgæves. Jim opnår en sidste tragisk lykke i et fjernt ørige blandt de indfødte, der uvidende om hans skyld agter ham, indtil hans dømmekraft igen svigter. Da må han dø.

Marlow siger om sin interesse for unge Jim, at den grunder i et, måske ubevidst, forsøg på at »finde en dyb og forsonende årsag« til hans ulykke, »en barmhjertig forklaring, en overbevisende antydning af en undskyldning (...) at bortmane det mest hårdnakkede spøgelse, mennesket har skabt, den usikre tvivl, der stiger op som tåge, hemmelig og gnavende som en orm og mere isnende end forvisningen om den – tvivlen på den suveræne magt, der sidder i højsædet i en fast adfærdskodeks.« Det lykkes ikke for Marlow og heller ikke for læseren at blive tvivlen kvit, for det er vel egentlig det, både Mørkets hjerte og Lord Jim viser: at den suveræne magt i mennesket er tabt. Vi må klare os uden faste pejlemærker eller gå til grunde.

I det historiske øjeblik, hvor romanen finder sted, er Gud for længst død, og jeg’et er ikke længere herre i eget hus. Joseph Conrad skriver i et eksistentielt eksil uden tro og uden håb om at vende hjem, hvor det end måtte være. Det er almindeligt at opfatte Conrad som en konservativ forfatter, men disse to tidlige værker forsøger ikke ”at forandre for at bevare”; de er ikke opbyggelige og peger hverken frem eller tilbage, men er skrevet fra et resignationspunkt. Mørkets hjerte og Lord Jim er nødsignaler i det uvisse.

Med Bob Dylans ord:

When you ain’t got nothing, you got nothing to lose

You’re invisible now, you got no secrets to conceal

How does it feel, ah how does it feel?

To be on your own, with no direction home

Like a complete unknown, like a rolling stone

Der står så Joseph Conrad på tærsklen til århundredskiftet, en sømand på landjord, en polak i imperiet hvor solen aldrig går ned: uden Gud, uden fædreland, uden tro på menneskelige idealer.

I et brev til en ven fra 1897 udtrykker han sit livssyn, eller snarere en kosmologi: »Der findes en – lad os sige – en maskine. Den udviklede sig selv (jeg er strengt videnskabelig) ud af et kaos af jernstumper, og se! – den strikker. Jeg er forfærdet over det forfærdelige arbejde og står bestyrtet tilbage. Jeg synes, den burde brodere – men den strikker videre. Du kommer og siger: ’Det er helt i orden; det er kun et spørgsmål om at bruge den rigtige slags olie. Lad os bruge denne – for eksempel – himmelske olie, og maskinen vil brodere et smukt mønster i purpur og guld.’ Vil den det? Ak, nej! Selv ikke med en helt særlig smørelse kan en strikkemaskine brodere. Og den mest grusomme tanke er, at den afskyelige ting har skabt sig selv: skabt sig selv uden tanke, uden samvittighed, uden fremsyn, uden øjne, uden hjerte. Det er en tragisk ulykke – og den er sket (...) Den fletter os ind, og den fletter os ud. Den har strikket tid, rum, smerte, død, fordærv, fortvivlelse og alle illusionerne – og intet betyder noget.«

Et mekanisk verdensbillede uden nogen rød tråd af mening eller skønhed. 127 år senere er visionen fuldbragt. Strikkemaskinen fik hulkort, hulkortene udgjorde en binær kode, koden blev en algoritme, som blev en sprogmodel og – som trold af en sort æske: kunstig generativ intelligens. Keine Hexerei ... Den strikker og strikker, og intet betyder noget. Man står bestyrtet tilbage. Uanset hvilken smørelse, vi bruger, får vi bare mere af det samme. Vi ønsker os alverdens guld og purpur – bekvemmelighed, velstand, fremskridt – og er tilsyneladende villige til at indløse nutidens techkapitalistiske kolonimagters løfte om lykke med vores integritet, måske endda vores menneskelighed. Eller kan det være, at vi bare ikke ønsker at være mennesker længere? Det lader til at vi styret af mægtige kræfters vilje til profit og kontrol, overlader alle dele af vores liv og tilværelser til den digitale teknologi i blind underkastelse. To tusind års skriftkultur og en rigdom af billeder kværnes gennem maskinen og spyttes ud som homogeniserede similiprodukter til gavn for AI-investorernes forventede udbytte; til gengæld får vi lov at betale med – os selv. Vores sociale identitet, vores ansigt ud mod verden, forvaltes med glubsk omsorg af Metas overherredømme, vores pardannelse og romantiske drømme er effektivt ivaretaget af algoritmestyrede datingapps, og hvis der ikke er bonus den dag, kan de mest nødtørftige behov dækkes af pornokoncernen med det ensomme navn MindGeek’s myriader af funktionsoptimerede variationer over samme enkle tema. Viden og kritisk indsigt har vi pantsat hos Google. Det digitale dyr i åbenbaringen fletter os ind, og det fletter os ud. Det strikker tid, rum, smerte, død, fordærv, fortvivlelse og alle illusionerne – og intet betyder noget, andet end det diamanthårde rationale i overvågningskapitalismens forretningsmodel: keep them in the dark and feed them shit. 

Som Prometheus lykkedes det os endelig at stjæle gudernes ild, og med den fulgte Pandoras sorte æske.

Begrebet black box inden for kunstig intelligens henviser til det fænomen, hvor et AI-systems interne funktioner ikke er synlige eller forståelige for brugerne eller endda systemets udviklere. Udtrykket bruges til at beskrive maskinlæringsmodeller, især komplekse modeller som dybe neurale netværk, hvor beslutningsprocessen unddrager sig fortolkning. På en handelsstation inderst i junglen findes sådan en black box. Hvad er der i den? Drømmen om at se alt og blive set, sandheden, grænseløst begær efter nydelse og magt, en evighedslængsel? Ingen ved det. Men jeg tror, den rummer vores hemmeligste, mest skamfulde drift: at blive fri – fri for os selv. Pandoras æske rummer Intet.

Intet af det, vi står midt i nu, hverken ødelæggelsen af kloden eller eksproprieringen af den menneskelige livsverdens territorier, ville sikkert have overrasket Conrad, men den klassisk dannede sailor kunne passende citere statsmanden Pompejus: Navigare necesse est, vivere non est necesse – det er nødvendigt at sejle, ikke at leve. Man må håbe, at vi kan formå at gøre os fri af mørket og sejle videre en tid endnu; tilmed at opleve et øjebliks kosmisk ro på broen sammen med den stakkels unge styrmand Jim, mens skuden lækker: »Skibet bevægede sig så jævnt, at dets fremadbevægelse var umærkelig for menneskers sanser, som havde det været en tætbefolket klode, der jog gennem æterens mørke rum bag sværme af sole i de forfærdende, statiske ensomheder, som afventede fremtidige skabelsers åndepust.«