»De er døde, men de er ikke væk«

»Jeg bliver mere og mere i tvivl om det her med at skrive,« siger Jens Kæmpe en eftermiddag i slutningen af november i det indre København. Det er mørkt, alt fremstår i nuancer af gråt og brunt, Hammershøi kunne ikke have malet det bedre. Der falder slud fra himlen, vandet sætter sig som små fine perler i digterens uldfrakke. Han tager en vape op af lommen og damper lidt. Endelig finder vi en café med plads, vi klemmer os ind i et hjørne mellem julegavehandlende. Mens vi venter på maden og kaffen, uddyber Kæmpe: »At skrive er helt klart en drivkraft for mig. Det er en vane, jeg ikke kan stoppe med. Det kom bare en dag, og det holder mig oppe. Men det her med at udgive det. Med den her digtsamling synes jeg, det har været en svær overvejelse.«

Udgivelsen, han taler om, er Brutus, Kæmpes fjerde digtsamling, der netop er udkommet på forlaget Tredje September. Bogen er et forsøg på at begribe to venners selvmord. Digtene er smadrede, flossede i det, det er en mere skramlet og ”uskøn” samling sammenlignet med Kæmpes tidligere udgivelser, mere tung og mørk. I starten af bogen er det, som om jeget har svært ved overhovedet at have et sprog. I løbet af bogen kommer stemmen