»At skrive er at velsigne det liv, der ikke er blevet velsignet«

Jeg når akkurat at snuppe et glas rødvin sponsoreret af Den Brasilianske Ambassade og sætte mig på den sidste ledige stol – den yderste plads på bagerste række – inden klokken ringer og dørene lukkes på Teater Republique på Østerbro. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at en hyldestfest for en afdød, brasiliansk forfatterinde, der næppe har været repræsenteret på nogen dansk bestsellerliste, er fuldkommen udsolgt.

Men det er der altså, teatret er fyldt med mennesker, der er kommet for at fejre og mødes om den syrede, svimlende Clarice Lispector, som døde på denne dag i 1977. Der er uden tvivl en snert af branchefeststemning i luften, men det er jo, hvad man kan forvente, når der står semismal litteratur på programmet. Ved siden af mig sidder en forlægger fra et mikroforlag. Hist og pist sidder der nogle kulturskribenter og forfattere og nikker til hinanden. Men når det er sagt, er der et imponerende fremmøde af helt almindelige vennegrupper og par i alle aldre, og allerede her bliver jeg venligt stemt, for