Forfatteren er død, forfatteren længe leve!
Jeg har kun én gang i mit liv set en død mand. Det var under ordnede forhold, og han var død af gode og naturlige grunde. Han lignede sig selv, lidt gul i huden måske, men han var ikke særlig godt selskab. Men det er afdøde vel egentlig sjældent.
En undtagelse er Brás Cubas, der ganske vist er fiktiv, men ikke desto mindre spillevende som han ligger i sin kiste, nyligt begravet, og fortæller sit livs historie i brasilianske Machado de Assis’ banebrydende hovedværk Brás Cubas’ posthume erindringer fra 1881, der nu findes nyoversat af altid gode Tine Lykke Prado.
I løbet af 160 korte kapitler (det længste på en håndfuld sider, det korteste på halvanden linje), hvoraf et »ikke skal tages alvorligt« og et andet erklæres »ganske overflødigt«, mens et tredje er »ren og skær gentagelse!«, fortæller Brás Cubas, en umådeligt talentfuld men kun mådeligt ambitiøs aristokrat, sit livs historie, nu hvor han er død: »Jeg har jo ikke andet at foretage mig; og arbejdet med at sende nogle tyndbenede kapitler ud i verden er en adspredelse, der holder evigheden stangen.«
Fyldt med både kynisk pessimisme og en egensindig élan, udfolder den døde mands levnedsskild
