At dykke med åbne øjne

Sommeren kommer bag på mig hvert år. Som alle andre glæder jeg mig til lunere luft og lange lyse nætter, men når de første sandaler og studenterhuer kommer på gaden, og supermarkederne pludselig bugner af engangsgrills og koldskål, må jeg knibe mig selv i armen og tjekke efter i min mentale kalender; jo, det er blevet juni. Man kan sammenligne det lidt med julestemningen, som aldrig er der, når man skal bruge den. Og ligesom julen, er sommeren ovre, før man ved af det. Man har travl med at komme i stemning. Men hvordan gør man så det?

Jeg vil indrømme, at en juleklassiker som Last Christmas mere end én gang har bragt mig tættere på lidt bjældeklang i hjertet. Men før jeg læste Tove Janssons Sommerbogen, vidste jeg ikke, at der fandtes noget, der indeholder den helt rette dosis af sommervanvid og melankoli, og som ligefrem, og for første gang, har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er med det der sommer. 

Som titlen mere end antyder, er sommeren nemlig både baggrunden og grundtonen i bogen, der udspiller sig på en isoleret ø i den finske skærgård. 

I 22 tekststykker, ledsaget af