Tatarernes tragedie

»Jeg var nødt til det. Jeg var nød til at flytte til Kiev. Efter de grønne mænd kom, opstod der mange problemer for os. Jeg lå med et jernrør ved min side om natten for at være sikker på, at jeg kunne forsvare mig, hvis de pludselig kom. Folk begyndte at forsvinde - ja, jeg var nød til at flytte. Nødt til det,« siger han, måske mest til sig selv, mens hans blik bliver horisontsøgende.

Bilerne farer forbi på begge sider af den lille grønne plet midt i Kiev, hvor vi har fundet en ledig bænk i skyggen. Et spytkast herfra ligger Eskander Budzhurovs lille fastfoodshop, der primært gør sig i tatarske delikatesser fra Krim. Forretningen kører godt, hans sønner er kommet i gang på universitetet, og han behøver ikke længere ligge og knuge sit jernrør om natten. Men alligevel er skiftet fra Krim til Kiev smertefuldt for den 53-årige – han er endnu engang på flugt.



Eskander Budzhurov er en del af halvøens Krims tatarer, som er et turkotatarisk folk, der primært er muslimer og udgør den tredjestørste befolkningsgruppe på halvøen. I 1944 blev alle tatarer fra Krim tvangsdeporteret til Usbekistan, da Krim gik fra at være besat af Nazityskland til at være på sovjetiske hænder. St