Projektet Pruitt-Igoe (2)
Chester Deanes så dem gentagne gange på vej op på taget, når han selv legede i korridoren på 10. etage og kastede marmorkugler ud ad vinduet. Korridoren på 10. sal var den sidste etage, hvor elevatoren stoppede i det 11-etager høje betonbyggeri. Han er sikker på, det ikke var politikfolk, der gik oppe på taget. Det var heller ikke viceværter. Han vidste ikke, hvad de skulle deroppe. Dengang stillede han ikke spørgsmål. Han var kun 10-11 år gammel. Benjamin Phillips stillede heller ikke spørgsmål. Han troede, de sprayede for myg, når mændene iført dragter kørte forbi i deres biler i det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe, hvor han selv løb og legede med sine kammerater.
»Vi var begge børn, så der var ikke rigtigt noget, der alarmerede os i forhold til de her aktiviteter,« siger Benjamin Phillips, der boede i Pruitt-Igoe fra 1955 til 1967. Chester Deanes supplerer:
»Når du er barn, er det ikke noget, du bekymrer dig om, for du er i en tilstand af lykke. Jeg anede ikke, at de her folk iført kontamineringsdragter, og som kørte i specielle køretøjer, at de havde et alternativt motiv,« fortæller Chester Deanes, der boede i Pruitt-Igoe fra 1956 og frem til 1967.