Langt ud i verden, dybt ind i traumet

Tilfældet ville, at jeg for få uger siden faldt i snak med en ung syrisk mand. Blot ti dage forinden var han steget ind i en bil, hvis chauffør mod rette betaling havde taget ham ud på et vanvidsridt af en flugt væk fra et land i ruiner. Hundreder af kilometer; på ørkenveje, gennem militærets check-points. Til sidst nåede han ud.

Nu sad han der over for mig på vandrehjemmet i Californien, og han drømte om friheden og livet og mest af alt om, at Amerika ville kaste så stor en mønt af sig, at han kunne hjælpe dem, han var rejst fra. »Min familie, mine venner i Syrien, de dør alle sammen omkring mig,« fortalte han. Frygten veg aldrig fra bevidstheden; kuglen kunne ramme, når han gik ned efter brød og morgenen. Præcis som det skete for en ven af familien, som døde på stedet, dagen før han flygtede. Senere berettede han om rædslerne i storbyerne. Om at være alene i den komplette apokalypse, uden en kvinde i sit liv, fordi det første krig eroderer, er den jord, som kærlighed næres af.

Jeg sad og så på en mand, som ikke havde kendt til andet end død, ødelæggelse, frygt i de tre år, der er nu er gået, siden krigen brød ud. Tre år. Det er 1000 dage. Jeg har før siddet over f