Filminstruktørens, præsidentens og præsidentens halvkedelige møde
Det interessante valg af instruktør viser sig i den filmiske intro til The Putin Interviews. Stone virker på en måde også indsigtsfuld og som en afslappet samtalepartner, der netop får Putin til at åbne op. Det havde været meget mere irriterende, hvis det havde været Clement eller Krasnik. Det tegner umiddelbart godt og man forventer et nuanceret portræt af Putin, udfordret på både en kunstnerisk og amerikansk Michael Moore-agtig måde.
Det bedste virkemiddel og mest håbefulde ved at lade en fiktionsfilminstruktør udføre dokumentarserien vises helt komisk, da Stone bruger Kubrick og Dr. Strangelove som referenceramme og Putin fuldstændigt uimponeret ikke har set den, men lytter til Stones lange fascinerede udtænkte analogi. Underholdende er det trods alt, at han får Putin til at se hele Dr. Strangelove med ham.
Alligevel er hele første afsnit en ukritisk redegørelse for Putins liv, mens ham og Stone sidder i et officielt opdækket lokale med noget nær syvhundrede kameramænd og tolke. Putin fremstår næsten sympatisk. Helt overrasket sidder jeg næsten og tænker om den karismatiske leder, da
