Et skær af verdenskrig
Der var ellers endelig lys forude. Henover sommeren havde USA og Iran sammen med europæiske stormagter forhandlet en aftale på plads om øget international kontrol med Irans atomprogram mod en gradvis ophævelse af de internationale sanktioner mod landet. Aftalen havde med ét reduceret risikoen for en amerikansk militærintervention i Iran ved at sætte skarpe begrænsninger på landets evne til at udvikle kernevåben og givet internationale investorer en mulighed for at komme ind på det købekraftige iranske marked. Vigtigst af alt åbnede aftalen op for en mulig forhandlet diplomatisk løsning på konflikten i Syrien: Ved at rehabilitere Iran i international politik gav atomaftalen håb om, at Iran ville neddrosle sin stedfortræderkrigsførelse i Syrien og indgå en aftale med regionens andre militære og politiske stormagter – ikke mindst ærkerivalen Saudi Arabien.
I månederne efter aftalen så det faktisk også ud til at give en slags pote: Irans præsident Rouhani talte om forsoning. Der gik rygter om, at den iranske republikanske garde havde tilbagekaldt folk fra Yemen, som havde støttet oprørere imod Saudi Arabiens protegé, Præsident Hadi. Iran engagerede sig aktivt i at etablere en
