»Pünktlichkeit und Arbeitsmoral. Det er meget værdsat her i Rumænien«
En let melankoli trænger sig på, da stemmebåndet sætter i bevægelse.
»Hvis man bor i en landsby med tusind tysk-rumænske indbyggere, en tysk skole, en protestantisk kirke og et kor, og dine naboer pludselig flytter i al hast. Så spørger man sig selv, hvad skal der blive af mig? Mindretallet forlod landet som lemminger i starten af halvfemserne. Det var et hårdt slag«. Gerhild Rudolf er i halvtredserne. Hun sidder på Erasmus Büchercafé; mødested for tysk-rumænerne i Sibiu.
Byen ligger midt i Rumænien; omgivet af bjerge til alle sider. Den blev grundlagt af tyske bosættere i 1191, og helt frem til 1930erne talte størstedelen af indbyggerne tysk. Men siden byen efter Første Verdenskrig overgik fra det tysktalende Østrig-Ungarn til Rumænien, har der været 800 kilometer til den tyske grænse, og 550 kilometer til det nærmeste tyske sprogområde – Østrig. Det tysk-rumænske mindretal er overlevet på trods siden, men præger stadig i dag udviklingen.
Et stykke oppe af Strada Tipografilor kommer det endelig. »…wir sprechen auch Deutch«, står der på døren, mens et skilt på
