Rig, men døende

Et helt lille træ var vokset ud igennem taget på det nedrivningstruede forhus. Alle vinduer var for længst smadrede og lukkede til med træplader, der ligesom husets gamle, røde mursten er overmalede med skødesløs graffiti i primært sort og hvidt. Og på gavlen glimtede bladguld fra seneste kunstperformance. Kreative kræfter havde dog planer med det gamle hus, men nu er det væk og snart erstattet af en ny boligblok i fem etager. Den røde træport ved siden af huset, der ledte ind til det, der indtil nu har været ét af Københavns sidste autentiske, kulturelle baggårdsmiljøer, er også væk. Rådmandsgade 34 er ved at blive forandret for altid.

Fremmedartede stemmer fra de mange polske håndværkere har siden efteråret fyldt området. De har længe været i gang med at bygge på de tre fem-etagers boligejendomme, der snart bogstaveligt talt vil lægge baggården i skygge hver eftermiddag fra nu af. Det var ellers hér, at den banebrydende skulptør Astrid Noack fra 1936 til 1950 levede og arbejdede i det lille, spartanske atelier, der fortsat – mod alle odds og med tak til brændende hjerter – står og pumper kunst, inspiration, dannelse og aktivisme ud i lokalområdet. Selve Astrid Noacks Ate