Skagboerne fra Rumænien (2)
I kantinen på Prime Ocean sidder en lille dame i et hjørne. Af statur gør hun ikke meget væsen af sig, men alligevel vækker hun en smule opsigt ved at sidde alene ved et bord, der er omgivet af tre ledige stole. Under hendes blå stofhat gemmer hun sit skulderlange, hvide hår, der skiller sig ud fra de øvrige i kantinen, der alle er mørkhårede.
Den lille dame hedder Susanne Krogh og er 56 år gammel. I dag er hun den eneste dansker i frokostpausen ud af de omkring 35 arbejdere, der får en halv times hvil fra de rullende bånd med hvidfisk. Omkring hende står fem borde, hvor der ved dem alle sammen bliver talt rumænsk over de medbragte madpakker.
»Vi har godt nok vores egne pladser herinde. Jeg sidder altid her,« siger Susanne Krogh med et genert smil og en lavmælt og forsigtig stemme.
På sin faste plads foran mikrobølgeovnen og tæt på køleskabet plejer hun at sidde og spise sammen med sine danske kolleger. Men i dag er hun altså alene.
»De danskere, der er ovre i salten, plejer at sidde her. Men der var ikke så mange fisk i dag, så der var nogen, der skulle derover,« forklarer Susanne Krogh og peger ud af vinduet over på bygningen på den anden side af vejen,