Den permanente undtagelsestilstand

I nyere tid har Danmark befundet sig i hvad filosoffen Slavoj Žižek kalder en permanent undtagelsestilstand. Tilstanden indfandt sig 11. september 2001, og vi har sidenhen været vidne til så mange forrykte begivenheder, at vi på den ene eller anden måde er tvunget til at stille mere grundlæggende og radikale spørgsmål til vores politiske orden.

På globalt plan har vi set hændelser, som for altid vil være skampletter på liberalismens projekt: Irak-krigen, finanskrisen i 2008, den stigende støtte til højrepopulistiske partier i Europa, terrorangreb overalt i verden, flygtningekrisen, klimakatastrofen og Panama-papirerne. De tragiske begivenheder vidner mest af alt om, at liberalismen som globalt projekt i sig selv er en skamfuld affære.

I dansk politik har vi samtidig været vidner til en permanent økonomisk undtagelsestilstand: besparelser, omprioritering og nedskæringer »kommer ikke længere med et løfte om, at tingene snart vil vende tilbage til det normale«, som Žižek formulerer det. I en tilstand, som ikke er betegnet ved permanent undtagelse, er det netop dette løfte om fremtidig forbedring, der legitimerer de store forandringer; befolkningen finder sig i nedskærin