Hvad skal vi med mediestøtten?

I 1925 udgav den amerikanske journalist Walter Lippmann bogen The Phantom Public. Her argumenterer han for, at ideen om en offentlighed, som journalister skriver til for at oplyse den almindelige borger og dermed sikre demokratiet, er en illusion. Offentligheden findes ikke, mente Lippmann, og den gennemsnitlige borger er at sammenligne med en teatergænger, der træder ind i salen midt i tredje akt og forlader den igen, før tæppet går. Folk danner sig altid stereotyper oppe i hovedet, og ideen om, at nyheder kan bringe orden i en tiltagende kompleks verden er forfejlet.

Ifølge Lippmann var demokratiet i 1925 truet af modernitetens øgede kompleksitet, der opløste enhver forestilling om sandhed og banede vejen for forsimplinger ofte med fascistisk islæt. Enhver har sin egen sandhed, og det er naivt at tro, at journalister ved at skrive nyheder kan skabe orden. Information flyder ikke fra en oprindelig sandhedskilde, ind i hovedet på journalisterne, via fingrene ned på skrivemaskinetastaturet og ud på papiret, der trykkes som aviser, der omdeles og læses, hvor informationen så flyder ind gennem øjnene på den almindelige læser, der bliver oplyst og får et mere retvisen