Mona Lisa must have had the highway blues
Der var Dylan og der var forandring
Af Tommy Heisz
Toget hakker sig igennem det skotske højland. Der er en dobbelthed i bevægelsen frem gennem landskabet. Hjulenes metalliske klonk mod skinnerne trækker mig ind i en meditativ tilstand, men samtidig bruser euforien i mig: Forventningen om alt det, der gemmer sig lige på den anden side af de græsklædte bjerge. Drømmene. Tankerne om fremtiden.
Jeg er ung, kun i begyndelsen af tyverne, og jeg har fået smag for at rejse. Ikke mindst at køre med tog. Det må gerne gå langsomt. Lad de andre tage flyene, jeg har tænkt mig at snegle mig frem i mit møde med verden. Jeg holdt mig for eksempel vågen hele natten, da Papuga-bussen første gang fragtede mig fra Århus til London. Hvorfor? For at stirre på vejsidepælene på de belgiske motorveje. Som om det var noget. Det var det måske ikke, men så alligevel: Det var noget andet, end det jeg kom fra. Og er det ikke det, det handler om, når man lige har rundet de tyve? Jeg kunne have siddet i en åben godsvogn på vej tværs over USA, men nu sad jeg tilfældigvis i en ildelugtende turistbus på vej tværs over Be