Kruseduller med katarsis

David Shrigley er noget så sjældent som en billedkunstner, der både er meget morsom og meget dyb. Med sin letgenkendelige naivistiske streg håndterer han død, ulykke, moralske dilemmaer og diverse tragedier med en ofte overrumplende sardonisk humor. Han har en lethed omkring det tunge, der har skabt ham en trofast smilende fanskare i en moderne kunstverden, der ellers har det med at tage sig selv rigeligt seriøst. Men når man kigger nærmere på Shrigleys værk, er det tydeligt at netop denne form for linedans mellem modsætninger præger det meste han har lavet. Han er heller ikke bleg for at påpege hverdagsabsurditeter, der giver et eksistentialistisk præg til hans spinkle nærmest barnlige streg.

Som en slags Woody Allen fjoller han rundt, mens han håndterer tilværelsens pinefulde elementer, der både gør, at vi bliver nødt til at fjolle, men som også gør, at det pinefulde bliver mere udholdeligt. På den måde kan kynismen på magisk vis blive forvandlet til humanisme.

Shrigley tager for eksempel et fænomen som tæppebombning helt tæt på, så han kan udstille dets moralske absurditet og grine det i fjæset. På et seriegrafitryk vises to flyvemaskiner i færd med at bombe et