Tyfonernes land

»Har I brug for nogle damer?« Taxachaufføren smiler og skruer op for radioen, der spiller Westlife.

»Ellers tak. Vi vil helst hjem til hotellet. Der kommer jo også blæst.«

Det er midt i juli, den filippinske orkansæson er netop skudt i gang, og regnen skyller ned over Manilas dampende trafikpropper.

 Vi er egentlig på vej sydpå til byen Tacloban, men årets første tyfon Glenda blæser mod Manila med 185 km/t, og alle fly er aflyst. På andet døgn.

Selvom det går fremad på Filippinerne – korruption og fattigdom er stagnerende, og vækstraterne er på kinesisk niveau – kan ekstremt vejr, politisk nepotisme og enorm ineffektivitet stadig gøre øriget til et ganske frustrerende sted at opholde sig.

25 tyfoner om året

Glenda tager fat næste morgenen og flår i Manila, så træer og buske slipper sit tag i jorden, og blikplader og elkabler river sig løs. Regnen styrter ned og danner dybe søer og oversvømmer bygninger. Strømmen går, og vi venter i den mørklagte lobby, mens maden smelter i fryserne. I det mindste slipper vi for det endeløse loop af filippinske soaps og Big Brother, der normalt kører på