Klogere og mindre hel

Min kæreste og jeg har sådan en ting, vi altid siger, når den ene af os har rettet den anden. Det er egentlig en omskrivning af de sidste linjer i et digt og lyder: »Så blev man lige så meget klogere, så meget mindre hel.«

Linjerne er lånt fra Katinka My Jones’ debut Sølv, en mesterlig digtsamling. Ordene i værket er næsten mere nøgne, end de kan bære at være. Men også kun næsten. Læs bare et digt som det her: 

Se hvordan træerne vælter.
Se hvordan benene ikke er ben,
men forlængelser af frygt.

Så simpelt kan angst formidles, så voldsomt: Som en skov, der vælter, og ben, der løber hurtigere end hovedet, tanken. Mange af digtene i Sølv handler om heste. Eller måske er hesten bare et billede – på det, der står tilbage, når alt er forsøgt gjort: 

Ligningerne går op,
dørene går op,
men der er noget mere, noget andet 
hestens øje der kort åbner sig
for så at lukkes igen.

Jeg har ikke meget erfaring med heste. Første gang, jeg mødte dyret, var på en gåtur som barn ved vores sommerhus. Det var i november; min mor holdt min hånd, og dér stod de, hestene, på det rimklædte græs og dampede som genfærd f