Krokodiller og sodomitter

Kritik

26.02.25

Henrik Olesens værker er som queer koder, små hemmeligheder og rebusser, der skal dechifreres. Det gør dem både tiltrækkende og frustrerende. Ny udstilling vækker et væld af ambivalente følelser.

Filip Vest

Den Frie Udstillingsbygning er netop genåbnet efter en stor renovering, og det markeres med en soloudstilling af den danske kunstner Henrik Olesen. Kunstneren, som i 2016 blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, er ikke så kendt herhjemme trods stor berømmelse internationalt med soloudstillinger på blandt andet MOMA i New York, Museum Ludwig og Reina Sofía i Madrid og værker på São Paulo biennalen, Istanbul biennalen og Manifesta.

Første gang, jeg selv stødte på Henrik Olesens værker, var på et galleri i Berlin for omkring ti år siden, hvor han viste en collage med den britiske matematiker Alan Turing, der knækkede tyskernes Enigma-kode under Anden Verdenskrig og blev ophavsmand til Turing-testen. Men han blev også forfulgt på grund af sin homoseksualitet og tvunget i hormonbehandling før han tog sit eget liv. Senere er jeg stødt på Olesens værker på alskens gruppeudstillinger internationalt, ofte i form af små skulpturer, der gemmer sig i krogene: en sexet sok under trappen, en grå sweatshirt nonchalant hængt op på væggen, et bræt på en pude som et portræt af kunstnerens sovende far.

Henrik Olesens værker har altid haft en umiddelbar tiltrækning på m