En forfatters testamente
»Mange år senere, stående over for henrettelsespelotonen, skulle oberst Aureliano Buendía huske den fjerne eftermiddag, da hans far tog ham med for at se, hvad is var.«
Hvis du, kære læser, har læst hele romanen, så tør jeg godt sætte alle mine penge på, at du ud fra denne indledende sætning kan genkende hvilket værk, der er tale om.
Colombianske Gabriel García Márquez indleder hovedværket 100 års ensomhed med disse ord, og det er en af den slags vidunderlige første sætninger, der på en eller anden måde formår at indkapsle hele værket. Det er altid noget af en bedrift, og det er det ikke mindst i dette tilfælde, for Márquez’ klassiker er så enestående, så stor en fortælling, at romanens essens er yderst vanskelig at indfange. Men denne sætning er det perfekte anslag. Den rummer romanens sære, bøjelige tidslighed. Vi præsenteres for det navn, som romanens mænd i generationer skal blive døbt variationer af. Og genren antydes, den magiske realisme, denne ganske nye genre, som ved udgivelsen i 1967 blev anset som et totalt litterært nybrud, der for første gang (sådan går historien) flyttede det litterære centrum uden for Europa. Her beskrives det, man i vestlig kultur ville anskue som magiske eller overnaturlige elementer, blot som en del af hverdagen, mens noget så banalt som en isblok pludselig er ren magi.
Måske kan du ud af min begejstring fornemme, at 100 års ensomhed er en af mine helt store litterære favoritter. Og selvom mangt en latinamerikansk forfatter sidenhen har måttet leve med at blive kaldt den næste Márquez, skønt deres værker knapt kan kaldes magisk realistiske, og til trods for at litteraturen også har lidt under den vestlige efterspørgsel efter den hotte, nye genre, så må man også bare erkende, at bogen er et mesterværk.
Nå. Lang indledning, blot for at nå hertil: I sidste uge læste jeg igen min højt skattede sætning. Men denne gang var det ikke i bogform – den kom rullende som undertekst. Netflix har produceret en serieudgave af romanen, de første otte afsnit er ude nu, de sidste otte kommer næste år. Jeg var ikke bare skeptisk, da jeg satte mig foran fjernsynet. Jeg var harmdirrende. Da Gabriel García Márquez lå på sit dødsleje, var det hans eneste ønske, at netop denne roman aldrig måtte blive filmatiseret (og manden skrev mange romaner!) – ikke blot havde han svært ved at forestille sig en filmatisering, det kunne man i så fald undskylde med tidens manglende special effects, men nej. Bogen var skrevet direkte mod filmmediet, en antitese. Det er den ultimative oprindelsesfortælling, hvor alle mulige forløb krydser hinanden, tider opløses, læserens fantasi sættes på arbejde, og man må selv udfylde visse huller. Det er for dovent at læne sig tilbage og lade en film gøre arbejdet; det modarbejder romanens ånd. Márquez fik utallige tilbud på rettighederne fra alskens filmproducenter, alle fik afslag. Hans fortælling var ikke til salg.
Få år efter Márquez død solgte hans sønner filmrettighederne til Netflix. Det føltes som en hån, en genvej til en hurtig pensionsopsparing, kunne de ikke i det mindste have truffet et mere aktivt valg? Indgået et samarbejde med en ambitiøs og dreven instruktør? Hvorfor sælge til fjenden, hvorfor sælge i det hele taget? Således satte jeg mig til rette i sofaen med korslagte arme. For når ens yndlingsværk adapteres, er man nødt til at se resultatet, ikke mindst for bagefter selvtilfredst at kunne ytre: Bogen er bedre.
Men lad mig straks sige, inden spaltepladsen rinder ud, at jeg blev gjort til skamme. Det er sgu en god serie! Jeg kan genkende alt det, jeg elsker ved bogen. Serien er som sådan ikke særligt nyskabende, så på den måde kan man selvfølgelig fortsat diskutere, om der er brug for en filmatisering. Men den er smuk, den er spillet formidabelt, og på en eller anden måde har serien bevaret romanens særlige tidslighed, selvom den ikke er en 1:1 gengivelse af romanens forløb. Den er produceret i Colombia, hele produktionen er latinamerikansk, og respekten for værket har tilsyneladende været altoverskyggende i produktionen. Det virker ikke engang som et pengetrick at lave en serie fremfor en film, for i dette tilfælde er der faktisk brug for den langsommelighed, som et længerevarende projekt kan tilbyde – selvom det selvfølgelig altid er irriterende at vente et år på en afslutning. Men vigtigst af alt så engagerer jeg mig i historien, næsten som jeg hørte den for første gang. Filmatiseringen kan aldrig indfri romanen, men den kan indfri fortællingen. Og det er edderbankeme en fed fortælling, og en af de mest vellykkede filmatiseringer, jeg mindes at have set.
Hver gang en forfatter bliver vrissen over en anmeldelse, er jeg gerne den første til at påpege, at man altså ikke kan bestemme over ens værk så snart, det er sendt ud. Man bestemmer ikke, hvordan folk læser det, fortolker det, inspireres af det, filmatiserer det. Nu skal jeg bare huske, at mine hårde moralske principper også gælder mine egne yndlingsforfattere, som indtil nu har fået carte blanche i min indre retssal, for geniet ved naturligvis bedst. Men det gør de måske ikke altid. Og hvis lidt flere mennesker nu får glæde af Márquez fortælling, så kan jeg godt tilgive hans sønner at de solgte livsværket til Netflix.
