Oplyste kynikere
’Den slovenske skole’ er en samlebetegnelse, der dækker over en række slovenske tænkere med nogle fælles filosoferende og analytiske træk: At reaktualisere Jacques Lacans psykoanalyse, at have en historisk og samtænkende dialog med den filosofihistoriske slipstrøm, typisk den tyske idealisme med filosoffer som Kant og Hegel, og at bedrive samtidsrettet kritik, typisk funderet i det levede livs konkrete fænomener, såsom film, opera, hamstere og afføringsmidler. I denne tanketradition findes tænkere som Slavoj Žižek, Mladen Dolar og forfatteren til den netop danskoversatte udgivelse betitlet Fornægtelse, Alenka Zupančič.
I Fornægtelse beskylder Zupančič os – og ”os” er i dette tilfælde medlemmerne af det artsfællesskabelige konglomerat, man kalder menneskeheden – for at være skyldige i en tidstypisk og højst mærkværdig psykologisk reaktion: En pervers fornægtelse, der ved en erklæring om, at vi er klar over, hvad vi gør, men trods denne bevidsthed om begivenhedernes traumatiske og brutale virkelighed, alligevel fortsætter ufortrødent.
Kondenseret til en formel, lyder det ifølge Zupančič således: »Jeg ved det godt, men alligevel…«. Forsøger man en selvreflektorisk øvelse over denne formel, kan man let føle sig truffet: Jeg ved, at rygning er sundhedsskadeligt, men jeg gør det alligevel. Jeg ved, at jeg burde spise mere grønt, men gør det ikke. At handle mod bedre vidende er ifølge Zupančič blevet et fremherskende træk i vores samfundsmæssige og politiske handlen, som »strækker sig langt hinsides personpsykologien«, det vil sige et træk, der snarere kan karakteriseres som fællesantropologisk end individuelt, og dermed ganske udbredt. Det er »os«, det drejer sig om her.
Et slående makroeksempel på denne fornægtende fornuft anføres tidligt i bogen: Når folk er overbeviste om kapitalismens goder og at kapitalismen er den eneste måde at føre samfundsøkonomi på, samtidig med, at de erfarer selvsamme virkelighed, som på brutal vis undertrykker og udnytter mennesker og natur. Generelt lader bogen den aktuelle samfundsmæssige virkelighed stå som empirisk reference til dens teoretiseringer, og beskæftiger sig tæt med, hvad der er på spil i samtidens hovedproblemer. Konspirationsteorier som QAnon, klimaforandringer og fake news danner baggrund for Zupančičs fornægtelsesanalyse.
Fornægtelse er en »undgåelsesmodalitet« til at omgå en foruroligende virkelighed, eksempelvis præget af klimakatastrofens apokalyptiske trusler. De oplyste kynikere, der ikke benægter klimaforandringerne, men derimod er ganske bevidst om disse og dette til trods alligevel fortsætter som de plejer, er i deres dagligdags adfærd ikke et hak anderledes end de konspirationsteoretikere, der ganske eksplicit benægter klimakrisen. Der er en udpræget verbal og formel anerkendelse af klimakrisen, hvilket udmønter sig i snak om ”grøn omstilling”, ”grøn økonomi” og ”bæredygtighed”. Trods denne konfrontation med kendsgerningerne, fortsætter fx ”vækst” stadig med at være det afgørende omdrejningspunkt for økonomien.
Fornægtelsens primære mål er at beskytte mod virkelighedens ubehag. Viden om den pågældende traumatiske virkelighed, fx at vi styrer os selv mod jordens undergang, bliver på paradoksal vis til en beskytter imod selvsamme traumatiske virkelighed, idet den hjælper os med at fornægte. Vi vil hellere dø end lade os skræmme af truslen.
I en anden nyligt udkommet bog, Hyperpolitik, foretager den belgiske idéhistoriker Anton Jäger ligeledes en samtidsdiagnose: Vi lever i hyperpolitikkens tidsalder, hvilket vil sige en tid, hvor politisk engagement og handling fylder i det samfundsmæssige og politiske landskab, uden dog at føre til nogen politisk ændring, både når det kommer til klimabevægelse, fagbevægelse, ulighedsmodstand osv. Denne mangel på reel forandring er emblematisk for Zupančičs diagnostiske tydning af samtidens fornægtelsesreaktioner. Karakteristisk er en »resiliens«, hvor intet forandres, hvor vi fortsætter som ufortrødent, og hvor traumet banaliseres.
Fornægtelsens primære mål er at beskytte mod virkelighedens ubehag.
Særligt pervers bliver den metarefleksive ”merviden”, som på transparent vis anskueliggør den perverse fornægtelses mekanik: ”Jeg ved udmærket godt, at ’Jeg ved udmærket godt, men alligevel…’”. Ved på denne måde at ”fornægte fornægtelsen”, bliver selve viden ikke blot til det, der skal fornægtes, men på paradoksal vis til en beskyttelsesstrategi, der gør det lettere at fornægte. I dagligdags tale ser vi denne model praktiseret i den for tiden meget udskældte ’jeg hører hvad du siger’-trope, som ved den blotte anerkendelse tilsyneladende skulle opnå aflad til at forkaste det netop anerkendte og fortsætte ufortrødent. Viden bliver til fetich, ikke i den forstand at den sættes højt, men tværtimod som et stedfortrædertotem, gennem hvilket vi kan fortsætte som intet hændt. Vigtigst er det blot at være bevidst om ’det hele’, sådan at vi ikke fremstår som uvidende fjolser.
»De ved det ikke, men de gør det.« Sådan beskrev Karl Marx den falske bevidsthed, som gennem døsende tilfredshed og glitrende varer gør mennesker blinde for de undertrykkende udbytningsrelationer, de er underlagt i det kapitalistiske samfund. Som Slavoj Žižek har anført, forudsætter denne marxistiske forståelse af menneskers uvidende falske bevidsthed en »grundlæggende konstitutiv naivitet«. Som Peter Sloterdijk i 1983 skrev i bogen Kritik af den kyniske fornuft, er denne naivitet i befolkningen ikke længere gældende.
Tværtimod er vores fornuft ifølge Sloterdijk blevet kynisk, sådan at vi ganske klart ved, hvad vi gør, og alligevel gør det. Besynderligt er det, at denne kongeniale, men dog over 30 år forudgående samtidsdiagnose, ikke nævnes af Zupančič. Er denne undladelse en fornægtelse, en fortrængning, eller slet og ret en dogmatisk henholden sig til det psykoanalytiske og Lacan-informerede teoriapparat, som viser sig for snævert til en eklektisk brug af tænkningshistoriens tankegods, som ellers passende kunne kvalificere Zupančičs analyse?
Ikke desto mindre er Fornægtelse en rammende, tankebefordrende og udfordrende bog, som diagnosticerer en senkapitalistisk immanent ”neurose”. Måske får vi i efterfølgerne fra Zupančičs hånd udredninger af ’Forstillelse’, ’Forkælelse’, ’Forargelse’ eller ’Vrede’? Eller er fornægtelse den verdensåndslige og universelle værensmåde?
