Tre sange spillet på den sidste streng af en ødelagt lyre

Jeg er meget optaget af håb for tiden. Måske er det fordi det at være kunstner ofte kan føles håbløst. Kunstverdenen er et sted der er både utopisk og dystopisk. Og jeg tror, at for at lave kunst skal man altid kunne balancere troen på, at man kan forandre noget, med en viden om hvor svært det også er. For tiden kan det føles særligt håbløst at lave kunst. Følelsen af at hele verden brænder: folkemord i flertal, klimakrise, hungersnød, et politisk og økonomisk system i kollaps. Hvad skal kunsten dog kunne gøre, der kan virke bare en smule meningsfuldt i lyset af alle de katastrofer, vi står over for? Skal den overhovedet gøre noget? Nogle ville mene, at den ikke skulle. At kunsten skal være autonom, uafhængig af politik, at den ikke må blive instrumentaliseret. Jeg tror, at kunsten bliver nødt til at forholde sig til den verden, den bliver skabt i - og jeg tror også på, at den kan ændre den - når jeg altså ikke mister håbet til den.

Jeg har lyst til at være håbefuld, men håbet kan være en svær størrelse at have at gøre med i den her tid. Jeg kan være bange for, at håbet fremstår naivt. Eller ligefrem ignorant og overfladisk. At håbet bare bliver det samme omkvæd af toksisk