Hellere kulturradikal end fake folkelig

»En tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed … et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager uhildet standpunkt til realiteterne bag dem.«

Sådan skrev litteraten Elias Bredsdorff i en kronik i Politiken i 1955 om kulturradikalisme. Definitionen var så rammende, at den i dag står allerøverst i artiklen om bevægelsen, skrevet af litteraturhistoriker Hans Hertel, på lex.dk.

Det lyder jo som en bevægelse, man har svært ved at have noget imod. En bevægelse, ethvert samfund med respekt for sig selv burde kunne rumme. En slags intellektuel grundtone, et sindbillede på, hvad en god demokratisk offentlig samtale handler om. Problemet er bare, at i dag er kulturradikalismen stendød. Hvis jeg skulle gendefinere kulturradikalismen her i 2024, ville jeg tilføje denne sætning: »Et intellektuelt lig, hvis grav fake folkelige politikere og kultur- og mediepersoner i dag fortsat tramper løs på.«

I dag findes kulturradikalismen kun som nogle små fragmenter hist og pist. I form af aldrende debattører og kulturpersoner, ingen rigtig tager seriøst længere. Og når der så endelig træder en genuint kulturradikal figur frem, en åndelig kætter om man vil, er denne nødt til at maskere sin kulturradikalisme godt og grundigt. Det vel mest oplagte eksempel er skuespiller, musiker, radiovært mm. Frederik Cilius. Om nogen inkarnerer han en kulturradikal anno 2024, men bliver kun taget alvorligt, fordi hans kulturradikalisme finder udtryk i satiriske, fiktive karakterer, garneret med en god portion ironisk nykonservatisme. Som om den offentlige mening er nødt til at parkere ethvert spædt tilløb til noget, der bare lugter lidt af PH-lampe, i et ufarligt hjørne og stemple det som dekadence.

Det er synd, synes jeg. Det er, som om kulturradikalismen er blevet taget til indtægt for udviklinger, den dybest set intet har haft med at gøre. Større, mere strukturelle udviklinger. Siden uligheden i det danske samfund begyndte at stige engang i 1990erne, siden globaliseringen for alvor fik fat og viste sine vrangsider også her i Danmark, har kulturradikalismen fungeret som en slags universel syndebuk for udviklingen. Som om det er PHs, Klaus Rifbjergs, Leif Panduros, Villy Sørensens, Mogens Klitgaards, Lulu Zieglers, Liva Weels og Tine Brylds skyld, at EU's indre marked har betydet flere østeuropæiske medborgere (og nogle kyniske arbejdsgiveres løndumping). Som om løsningen på de sociale konsekvenser af kapitalismens sejrsgang er at skælde ud på nogle kulturpersoner, der skrev skarpe kommentarer i aviserne, romaner, sange, skuespil og digte. Det er nærmest lidt perverst.

I bogen Kampen om sandhederne fra 2008, der vel bedst kan beskrives som det endegyldige ligkistesøm inden kulturradikalismens kremering, beskrev Rune Lykkeberg kulturradikalismen som en stivnet bevægelse, der med næb og kløer forsøgte at holde fast i et bortsmuldret verdensbillede. Som familien Varnæs fra Matador. I apatisk afmagt blev de kulturradikale bare mere arrogante og nedladende over for alt ufint, da Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001 og indvarslede en ny tid, hvor indvandrings- og retspolitikken skulle strammes, og smagsdommere (de kulturradikale) skulle ned med nakken.

Problemet med Lykkebergs udlægning af kulturradikalismen er, at den fokuserer på det mest uvæsentlige ved kulturradikalismen. Det er, som om den bevidst fejllæser den som politisk ideologi. Det minder påfaldende meget om når Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i dag mener, at ”woke” har ødelagt Danmark. Eller når Kaare Dybvad Bek mener, den kreative klasse har ødelagt Danmark. Det er bare forkert. Kulturradikalisme var ikke en politisk bevægelse. Den var ikke engang et sæt af bare nogenlunde kompatible ideer. Kulturradikalismen var en slags modernistisk udgave af Det moderne gennembrud, de kulturradikale tænkere var både marxister, liberale, socialdemokrater. De kunne ikke sættes i bås. Kulturradikalismen handlede om at engagere sig i samfundet, ikke om at agere smagsdommer.

Sandt nok: Der er masser af bramfrie citater, man kan bruge, hvis man leder efter en personificering af det elitære blandt kulturradikale skikkelser. Som da Klaus Rifbjerg sagde sådan her i Deadline: »Prøv at hør, der findes måske 2000 intelligente mennesker i det her land.«

Uf, den var slem. Lige til at klistre ind i den næste demagogiske bog om, hvordan Danmark blev et tyrannisk mareridt af en veluddannet humanistormegård. Men straks efter den famøse sætning sagde Rifbjeg sådan her: »Det kan jeg jo ikke mene seriøst. Men ikke desto mindre har jeg ret til at sige det.«

Dybest set er kulturradikalisme det modsatte af smagsdommeri og elitær arrogance. Den er en trang til at hive tingene ned på jorden, når de bliver for ophøjede.

Her, og ikke i citatets første del, findes kimen til, hvad kulturradikalisme går ud på. Det er synd, synes jeg, at kulturradikalismens arv er blevet: arrogance, ligegyldighed over for almindelige menneskers bekymringer, den slags. Det er, som om kulturradikalismen er blevet taget for bogstaveligt. Blevet læst for overfladisk. Som om man har stirret sig blind på personerne og deres provokationer, fremfor at interessere sig for, hvad kulturradikalisme egentlig handler om.

Jeg tror, vi kunne få meget ud af at gå på genopdagelse i kulturradikalismen og se den som det, den mest af alt var: en metode. Et blik på verden. En evig impuls til at kritisere enhver lidt for stivnet norm. En evig impuls til at demaskere falskhed. Bramfrihed for dælen. Når den offentlige debat bliver lidt for indepruttet, er det den kulturradikales opgave at åbne vinduet og lufte ud. Kriticisme, blev den også kaldt. En form for radikal åbenmundethed. Som Klaus Rifbjerg illustrerede med sin kommentar, der faldt så mange for brystet.

Kulturradikalisme er en impuls til at tænke så godt, man kan, om alt, der rør sig i samfundet. Se bare på en af de mest fremtrædende kulturradikale skikkelser, PH, hvis samlede kritiske skrifter (udkommet i fire bind på forlaget Rhodos) spænder over alt muligt. Virkelig. Her et tilfældigt udpluk af overskrifter: Betragtninger om kunst. Kritikkens hensigt. Den internationale kamp mod storbyen. Chaplin. Tradition og modernisme. Pornografiens pædagogiske værdi. Personlighedens plads. Kubismens politiske indhold. Arbejderkultur. Samfundets virkning. Hvor står den næste ungdom? Natur-Nazismen. Hvad er feminisme? Moralske krykker. Hvad sker der i verden? Nationalfølelse.

PH skrev om alt og mente ofte højst overraskende ting om det, han skrev om. Ting, der egentlig hverken kan beskrives som elitære eller folkelige eller noget derimellem. Egensindige, kritiske ting. Ting, der ikke hænger ideologisk sammen. I Hvad er feminisme? hudfletter PH sine samtidige mænd for at opfatte feminismen som en krig mod deres køn. Ifølge PH er grænserne mellem kønnene flydende, feminismen er for alle. I Natur-Nazismen leverer han et krasbørstigt angreb på naturfredningsforeningen (og ideen om naturfredninger generelt) som et slags moderne hjemsted for nazistiske strømninger. Det »fylder mig med ækelhed, når æsteter nægter befolkningen ret til at bruge og dyrke jorden« skriver han. Og i teksten Arbejderkultur, der er en anmeldelse af Julius Bomholts bog af samme navn, kritiserer han Bomholt for (ufrivilligt) at gøre arbejderkultur til det samme som borgerlig kultur, fordi Bomholt selv ifølge PH var borgerlig inderst inde. Der står for eksempel: »Der er mange ”borgerlige” folk, som véd mere om sand arbejderkultur end Socialdemokratiets ledelse.« Underforstået: Bomholt er dybest set en eliteperson, der drømmer om arbejderkultur som noget helt andet end al anden kultur, men en sådan drøm er jo latterlig, i sig selv en slags klassehad. Lidt som når Socialdemokratiske politikere (der præcis som Bomholt tilhører samfundets elite) nu om dage går i Brøndby- og Liverpooltrøjer. Det er falskhed.

Formålet med PHs tekster er tydeligvis at gennemhulle dårlige argumenter, der hviler på stive normer og konservativ moral, uanset hvem det så handler om. Hellere indtage en lidt for tydelig (og måske langt ude) holdning for at udstille hykleri, end stå på konsistent ideologisk grund. PH var givetvis arrogant. Gjorde ofte nar ad sine kritikere og kaldte dem dumme. Men han var også revyforfatter. Findes der noget mere folkeligt? Ham og Anders Fogh kunne sikkert have haft en fin samtale om ikke-betydningen af at frede frøer og glæden ved, at blå Bjarne også kan få lov at køre rigtig meget i benzinbil på motorvej.

Dybest set er kulturradikalisme det modsatte af smagsdommeri og elitær arrogance. Den er en trang til at hive tingene ned på jorden, når de bliver for ophøjede. En trang til at profanere det, nogle (som eksempelvis har magt) anser for urørligt. En trang til at kritisere for at forbedre.

Måske er det tid til at genoplive kulturradikalismen. Den har ligget død for længe nu. I en tid, hvor den offentlige debat handler mere om ideologisk positionering end om det gode arguments tvangfrie tvang, har vi brug for det. Hellere kulturradikal end fake folkelig.