Kernen er et tomt sted

I en tid, hvor bevidstgørelse er blevet til et skældsord med begreber som "woke", og hvor selv de store spillere i den vestlige verden på alle mulige og især umulige måder optræder som fanebærere for en såkaldt normalitet, er det en kæmpe befrielse at falde over et helt nyt værk, der sætter sig for at nytænke samtidens subjekt.

Det er det, den franske filosof Aurélie Pfauwadel gør med sit digre essay Lacan versus Foucault. Et sted mellem topaktuelle diskussioner om subjektet og ikke mindst identitet og seksualitet sætter Aurélie Pfauwadel to af det tyvende århundredes intellektuelle kæmper, Lacan og Foucault, til at tænke sammen. Selvfølgelig op mod hinanden, men i høj grad med hinanden. Det forekommer særdeles tiltrængt.

Lad det straks være sagt at Pfauwadel ud over at være universitær også er lacaniansk psykoanalytiker, altså har en praksis.

Lad det også straks være sagt, at Michel Foucault og Jacques Lacan traditionelt set ikke tænkes sammen, men mod hinanden. I halvfjerdserne udsatte Foucault især med værket Viljen til viden psykoanalysen for voldsom kritik, ganske som Guattari og Deleuze gjorde det i samme årti med deres Antiødipus