Menneskeslægtens smerte
Det er to ekstremt betydningsfulde bøger, Gads Forlag har valgt at udgive, næsten som var det et sæt, og det er de da også på højst mærkværdig vis. Det er også to bøger, der er næsten uudholdelige at læse. Man græder undervejs. Derfor skal de læses.
For første gang foreligger Robert Antelmes værk Menneskeslægten nu på dansk. Fortællingen blev udgivet første gang i Frankrig i 1947, blot to år efter den dengang 30-årige modstandsmand blev hentet hjem fra koncentrationslejren Dachau, svævende mellem liv og død. Den er dedikeret til Antelmes søster Marie-Louise, som døde i koncentrationslejr.
Menneskeslægten beskriver ned til mindste, umenneskelige detalje forholdene i Buchenwald og Dachau, hvor Antelme sad fanget, og den rædselsfulde vandring og togtur mellem de to lejre, da befrielseshæren nærmer sig. Ni måneder, som nedbrød Antelme til total uigenkendelighed. I Frankrig udgør Menneskeslægten i dag en uomgængelig klassiker