De bitre, sværtede dele

Det nystartede Forlaget Stentor lægger flot fra start med denne kulsorte, desperate besættelsestekst af den franske fotograf, forfatter og intellektuelle Hervé Guibert (1955-1991). Den autofiktive historie fortælles angiveligt gennem fragmenter af Guiberts egne dagbogsnotater, præsenteret i omvendt kronologisk rækkefølge. Bogen åbner således med reaktionen på den unge mand Vincents død i 1988 og slutter med Guiberts første møde med drengen Vincent i 1982. 

Som med al autofiktion er emnet givet: det hele handler om forfatteren selv. Vi skal altså ikke se Vincent, vi skal se Guibert se Vincent. Læseren inviteres med ind i laboratoriet, hvor Guibert med egne ord påtager sig både rollen som videnskabsmand og som den rotte, der skal dissekeres. Det er lige så uvederhæftigt, som det lyder, og originalens titel, Fou de Vincent, kunne da også lige så vel være oversat Tosset med Vincent. For det er det, Guibert er: tosset, det vil sige gal, vanvittig, ikke ved sine fulde fem.