Historiens mest skandaløse manuskript
Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, havde jeg – uden jeg havde gjort mig det helt klart – en særlig teori om litteratur: I litteratur kan alting ske og alting accepteres, fordi litteraturens virkelighed ikke er dens indhold, men dens effekt. Et mord i en roman er ikke et rigtigt mord og danner næppe billedet af et rigtigt mord i læserens sind. Og det er heller ikke pointen, var min teori. Det vigtige er mordets symbolske funktion; om det bringer læseren tættere på oplevelsen af noget sublimt eller sætter den virkelige verden i et nyt – og sandere – lys.
Ifølge denne teori var alt indhold i princippet tilladt. Jeg var ligeglad med provokationer og mente ikke, provokationer i sig selv tjente nogen kunstnerisk værdi. Men jeg havde samtidig et meget afslappet forhold til indholdet af kulturelle produkter. »Lort lugter ikke, når man skriver det,« som Roland Barthes engang formulerede det. Det vigtige er, hvordan ordene fungerer på det abstrakte plan.
Den teori ændrede sig, da jeg – stadig i begyndelsen af 20’erne – læste Marquis de Sades 120 dage i Sodoma. Med dens endeløse, meningsløse fortællinger om pædofili med småbørn, lemlæstelse, incest, spisning af lort,
