Sjælens rod

Visse demokratiske problemer er for vanskelige til, at vi for alvor gider beskæftige os med dem. Det vidste den franske filosof og mystiker Simone Weil (1909-1943) bedre end de fleste. Hun levede et kort og hårdt liv, i krig med sig selv, i krig med krigen – 2. verdenskrig – som hun, en ung jødisk pige fra Paris, først flygtede fra, siden forsøgte at komme tilbage til som forestillet leder af sin egen division af faldskærmssygeplejersker. At kaste sig i døden, at ofre sig totalt og helst uden mulighed for verdslig frelse, det kunne hun lide, en smuk idé. Sådan endte det dog ikke. 

I stedet døde Weil 34 år gammel i Sydengland, idet hun, tuberkuløs og løsfaren i en helgenvildelse, nægtede at spise mere, end hvad de franske soldater fik rationeret. På det tidspunkt havde hun netop færdiggjort sit hovedværk, Rodfæstelsen. En rapport bestilt af eksilmiljøet i London omkring Charles de Gaulle, der skulle lægge den filosofiske grund for efterkrigstidens nye samfund. Det gjorde den så, i hvert fald efter Weils egen opfattelse.