Hvor skal vi gøre af humanismen, når det er mennesket, den er gal med?
Regler for menneskeparken: et svar på Heideggers ’Brev om humanismen’ begynder med en smuk definition af humanismens væsen: »venskabsstiftende telekommunikation ved hjælp af skrift«. Hvad er bøger ellers, parafraserer Sloterdijk digteren Jean Paul, end tykke breve, man sender ud i verden uden at kende modtageren? Humanisme er noget så banalt som nysgerrigheden eller åbenheden over for »menneskets gøren sig fortrolig med den andens ord«, som Sloterdijk formulerer det senere.
Den venskabsstiftende skrift danner ifølge Sloterdijk et spor fra antikken og frem til oplysningstiden, hvor den »som et kædebrev gennem generationerne« skaber litterære og læsende fællesskaber på tværs af tid og sprog gennem en fælles kærlighed til bøger: »For den gamle verden, ja, frem til tiden umiddelbart før den nutidige nationalstat betød evnen til at læse i realiteten noget i retning af medlemskabet af en af mystik ombølget elite«. Der er altså både noget elitært, sekterisk og endda trolddomsagtigt over at være en del af de læsende, mener Sloterdijk.
Der sker dog noget andet efter revolutionerne i slutningen af 1700- og midten af 1800-tallet, hvor de moderne nationalstater
