Ørestad con amore
Forleden skulle jeg ud at hente min nye computer i Bilkas ”Click&Collect” i Field’s. Jeg orkede virkelig ikke turen derud. Det var langt fra min lejlighed på Nørrebro, og hvad skulle jeg ellers derude? Der er hverken noget at se eller gøre, tænkte jeg.
Bilkas vareudleveringsskranke befinder sig i kælderen til Field’s, hvor flere andre forretninger også har deres udleveringsskranker. Der er en bilvask og man får i det hele taget associationer til fast food-drive through og drive in-biografer. På mange måder fremstår Field’s parkeringskælder som en mærkelig blanding af amerikansk 50’er nostalgi indrettet efter bilens behov og samtidig en hypermoderne og fremmedgørende technokapitalisme, hvor man henvises til en afsidesliggende udleveringsskranke efter at have købt sin vare online. En stemning, der yderligere fremhæves ved at varen heller ikke kan sendes når den købes via ”Click&Collect”, men skal afhentes fysisk i parkeringskælderen, og giver fornemmelsen af et på en og samme tid forældet og hypermoderne system, der opererer efter sin egen logik. Det er et eksempel på en tid, hvor alt er segmenteret, og den fysiske aktivitet, selve udleveringen af varen, foregår et afsidesliggende sted.
Det kunne lyde som et tomt og menneskeforladt sted, men virkeligheden var at p-kælderen emmede af aktivitet. Biler der kørte frem og tilbage, kunder og besøgende der stiger ind og ud af deres biler, personale der går med paller fyldte med varer, rengøringspersonale der pudser glas og aluminium på rulletrappen. Konstant aktivitet – endda på en mandag formiddag. Og den samme aktivitet gjorde sig gældende udenfor Field’s. Hvor var det tomme, kolde og forblæste Ørestad, jeg havde forventet og mente tidligere at have oplevet?
Her er der mennesker – mange mennesker! Der i kontrast til den monumentale beton, stål og glas-arkitektur, går rundt og arbejder. Bygger, rydder op, sælger sko, isvafler og asiatiske dagligvarer. Og meget af det! Det var et reality-tjek for mig. Mig, der for øjeblikket lever i en digital flade af det ene ”job” efter det andet. Hvad nogen måske ville kalde ”bullshitjobs”, som i min verden er det ene kulturarbejde efter det andet. Kommunal medborgerskabsvært, kulturkonsulent, frivillig koordinator, projektleder, og jeg kunne blive ved. Med nogle få undtagelser, alle sammen titler de fleste mennesker ikke ved hvad betyder - ofte mig selv inklusiv.
Jeg og, vil jeg gætte, så mange andre, der har studeret og interesseret sig for kunst, litteratur og kultur, har gjort det fordi vi havde en længsel mod noget større end bare os selv. Ja, hvor prætentiøst det end lyder, så kan det måske siges så simpelt som at vi havde en længsel mod noget autentisk. En autenticitet og ægthed som kunne være forbindende og samlende. Noget der kunne samle i stedet for at lægge afstand.
Og nu, efter flere års studier, drømme og høje tanker om hvad det rent faktisk skulle udmønte sig til, konfronteres jeg og vi med virkeligheden. På godt og ondt. For ja, virkeligheden er at langt størstedelen af de jobs, der ville passe til min uddannelse, er nogle der i stedet for at få mig tættere på den forbindelse og ægthed som jeg søger, synes at fjerne og fremmedgøre mig yderligere fra den. Og jeg oplever at flere af mine fagfæller vender væk fra deres fag, og søger mod mere konkrete erhverv – om det så er som håndværker eller folkeskolelærer. De søger simpelthen hen mod erhverv, hvor de, antager jeg nu, bedre kan få en følelse af at bidrage til deres omgivelser og dermed føle sig forbundet til dem.
Længslen efter det autentiske er altså stadigvæk nærværende, den søges og findes bare andre steder. Jeg oplever enten denne kursændring ELLER et forsøg på at genskabe autenticiteten i steder hvor den er forsvundet. Barer, caféer og butikker der genbruger særligt arbejderklasse og industriel æstetik. En trend, der blandt dets kritikere, ironiske og ikke, bliver kaldt ”poorcore”. Og som mange af os nu opsøger og dyrker for at komme tættere på en tabt virkelighed.
For hvad er i sidste ende autentisk? Er vi ikke i en hyperdigital tidsalder, hvor alle æstetikker låner hyppigt fra hinanden, og hvor trends både varer i kortere tid og har cyklusser der peger stadig kortere tilbage i tiden? Man kan spørge sig selv, om trends nogensinde har været optaget af hvad der er autentisk. Jagten på det nye og hotte er måske er en hel anden opgave end jagten efter det autentiske. But I digress.
Her kommer Ørestad ind. For det er en mærkelig kontrastfyldt blanding af forældede trends, teknologi og urban futurisme. Det var et forsøg på at være ekstremt trendy, smart og prestigiøst - og blev det aldrig. Og i det mislykkede forsøg blev det virkelig, virkelig real. Der er absolut intet poorcore over Ørestad (endnu?!). Ingen nostalgitunge caféer eller barer, fordi der heller ikke er noget gammelt. Alt er ”nyt” og så får man alligevel en fornemmelse af at det har stået stille i 20 år.
Ørestad var en af de første af de nyere københavnerområder, der bærer præg af en betonstøbt murstensarkitektur, der kan opsættes på kort tid. Tænk på Sluseholmen, Teglholmen, Islands Brygge, og den samme form for arkitektur gør sig gældende. Det er alle sammen områder, der hurtigt er skudt op af jorden, enten bygget på gammel industrigrund, naturområder eller over gammelt byggeri. Det er områder, der bærer præg af at være bygget hurtigt og på samme tid, og som transformerer hele bydele, så hverken mennesker, erhverv, natur eller omgivelser kan følge med. Ja, det kan næsten føles som et overgreb. Men nuvel, det er vel sådan byudvikling planlægges og udføres, og med tiden integreres de nye områder ind med de gamle. Vi får se.
Men Ørestad er særlig. Som en isoleret ørkenby - en ”ny by”, som det konceptuelt hedder – skyder Ørestad op i Amager Vests hedelandskab. Den kunne være udtænkt af en rig oliesheik, med store visioner for sin golde hjemstavn, men i vores tilfælde nok nærmere en flok ambitiøse kommunale byudviklere under indflydelse af et par højt betalte konsulenthuse.
Ørestad er nemlig aldrig rigtig vokset videre, men blevet i sin statiske og planlagte form. Den huser prestigebyggerier, der for de flestes vedkommende er indtaget af store og rige virksomheder som Mercedes-Benz eller Rambøll, og samtidig huser den hurtigbyggede lejlighedskomplekser. For begges vedkommende ses et langsomt og underspillet forfald; med altaner overfyldt med skrald, tilsodede hvide flader og sprækker i bygningsfacaderne. Kun lige nok til at illusionen om en ny og ren by brydes. Samtidig er befolkningssammensætningen mangfoldig og tilfældig på en måde, der hører sig mere til klassefællesskab end til et fællesskab samlet om etnicitet eller identitet, om end der er synligt store klasseforskelle blandt beboerne (og sandsynligvis også forskelle i hvilke bygninger og lejligheder de bor i). Her bor brune, hvide, tykke og tynde, velhavere og rockere, danskere og internationale side om side, blandet sammen på en måde ulig andre københavnske bydele. Samtidig virker Field’s som et trækplaster for hele Danmarks befolkning, og fremstår på mange måder som et monument for et Ørestad som ”anti-København”, et anti-”the coolest neighborhood in the world”. Ørestad er sin egen lille sociale boble: et eksperiment i bydesign, arkitektur og demografi.
På mange måder virker Ørestad fejlslagen og vellykket på samme tid, og denne selvmodsigelse er gennemgående for bydelen. Ren og snavset, ny og sprækket, gammeldags og hypermoderne, rig og fattig, brun og hvid, planlagt og spontan. Hvorfor? Måske fordi boligmassen var for stor og for pludselig til at kunne befolkes efter hensigten, og efter den tiltænkte pris. Men det er spekulationer. I dette modsætningsforhold, som udgør Ørestad, ligger der dog et enormt potentiale. Et Ørestad, der er lige dele Vestegn og Silicon Valley, der ligesom Field’s parkeringskælder, rummer både bilentusiasme og cyberkapitalisme. En tidslomme, en virtuel virkelighed og en fejlplaceret fremtidsvision på samme tid, der fremfor at strides med hinanden skaber noget nyt og sit helt eget – noget ægte.
Hvad rummer det så? Det vil tiden vise. Enkelte tegn skyder allerede frem, som kunstnerfællesskab og udstillingssted Simian i en aflagt parkeringskælder, hvor den overskydende bygge- og boligmasse tages i brug på alternativ vis. Steder hvor den planlagte funktion og brug bliver noget andet og nyt, omformet af borgernes hænder under faldende lejepriser.
Der er ingen prestige i Ørestad, og netop derfor er der potentiale. Fordi det er sit eget, det er autentisk, det er real. Der er tomme lokaler, der er faciliteter og der er infrastruktur. Dermed er der mulighed for at skabe et demokratisk byrum, med en mangfoldig befolkningssammensætning og initiativer, der aktiverer byens rum på kreative og uforudsigelige måder. Hvis udlejere og kommune er villige til at lade dem blive taget i brug på alternativ vis og lade udviklingen af Ørestad være op til – som det lader til at have været tilfældet indtil nu – byens borgere, så er der en meget spændende fremtid for Ørestad i sigte. Jeg følger i hvert fald nysgerrigt med.
