Bænkpres

Der var syv af dem i alt på perronen. Bænkene var i børstet stål, designet glat og sømløst. Efter få forsøg havde jeg opgivet dem. Først troede jeg problemet var, at sæderne var for smalle. Siden gik det op for mig, at de ovenikøbet var vinklet i en let hældende kurve, ikke meget, måske omkring de 8 grader, men nok til at min bagdel langsomt men sikkert gled af som en schnitzel på en teflonpande. 

Bænkene stod på Triangeln Station i Malmø, der, efter jeg havde fået nyt job, var blevet et stop på min daglige pendlertur over sundet. Stationen er en imposant arkitektonisk konstruktion, der trækker på arven fra brutalisme såvel som postmodernisme.

Dybt nede i den skånske undergrund bærer massive betonsøjler loftet, der hvælver sig som en tung gråvejrshimmel over perron og spor. Ned langs horisontlinjen, parallelt med sporene, spættes loftsbuen af farvede glimt fra det lysdesign, der dag og nat danser over overfladen i legesyg forventning om det næste to