Groomerens falske sprog
Vladimir Nabokovs Lolita fra 1955 spøger i samtidslitteraturen. Det gør den for eksempel hos den hollandske Bookerprisvinder Lucas Rijneveld i romanen Min egen øjesten, som udkom på dansk i april. Ligesom i amerikanske Kate Elizabeth Russells roman My Dark Vanessa fra 2020 skildrer Rijneveld en groomingrelation med masser af referencer til Nabokovs roman. Men hvor Russells bog fra ofrets perspektiv skildrer den gradvise proces, hvormed kærlighedssløret falder fra øjnene og åbenbarer volden, så låner Rijneveld Nabokovs mest forstyrrende greb. Her er det nemlig overgrebsmanden, der taler, og det, vi som læsere ser, er sløret selv. Faktisk går Rijneveld et skridt videre end Nabokov og lader hele teksten være en henvendelse til ofret, bogens du, den 14-årige pige som den midaldrende dyrlæge Kurt forelsker sig i hjemme hos en af kunderne på et hollandsk landsted.
Det er en fundamentalt uærlig måde at bruge sproget på, hvor ofret bliver del af en falsk intimitet, som hun ikke har forudsætninger for at forstå.
Der er noget grænseoverskridende i den måde jeget går ind i barnets indre perspektiv, fortæller og former
