Lolita skriver tilbage

Værk fra udstillingen 'Dobbelteksponeret' af Anne Green Munk.

Artikel

08.10.20

I løbet af det sidste år har en håndfuld kvindelige forfattere samlet pennen op for at nuancere den klassiske lolitafortælling ved at formulere deres egen seksualitet og verdenssyn. Frigørelse fra Lolitamyten må være, at lolitafiguren italesætter sin egen lyst og tager ejerskab over fortællingen, siger kunstner og forsker Anne Green Munk.

Anders Holbæk

I Vladimir Nabokovs roman Lolita flytter europæeren Humbert Humbert til Amerika, hvor han med sit filmstjerneudseende og sin europæiske charme skaffer sig et værelse hos enken Charlotte Haze og hendes 12-årige datter Dolores, som han øjeblikkeligt forelsker sig i og begærer længselsfuldt. Både mor og datter synes at være interesserede i Humbert, som foregiver interesse for moren for at kunne komme tættere på datteren – lige indtil moren dør brat og voldsomt.

Nu har Humbert pludseligt Dolores, eller Lolita, som han kalder hende, for sig selv. Han påtager sig både rollen som far og elsker for 12-årige Lo, og tager hende med ud langt hjemmefra på et roadtrip gennem Amerika, et roadtrip fyldt med overgreb, løgn og manipulation.

I de mere end tres år, der er gået, siden Lolita blev udgivet, er nymfetten flyttet permanent ind i både vores kultur og vores sprog. Hun dukker op alle vegne fra popdivaer som Britney Spears, Katy Perry og Lana Del Rey til finkulturelle filmskabere som Stanley Kubrick, der filmatiserede Lolita i 1962, Woody Allen, i blandt andet Manhattan fra 1979, og i den franske Ung og smuk fra 2013.

Slår man