Klaustrofobisk minimalisme

Et tema, der nok aldrig stopper med at være aktuelt i litteraturen, er at være ung og uden retning i tilværelsen, uden nogen fast identitet og mening med livet. Blandt det seneste halvårs (voksen)romandebuter inden for genren finder man allerede Aske Viuffs Terminaler og Rikke Oberlin Flarups Undskyld jeg kommer for sent, samtidig med at Helle Helle for noget nær første gang i forfatterskabet skriver om noget andet med Hafni fortæller.

Hvad nyt har Ida Routhe så at bidrage med i sin debutroman, Højtryk? Først og fremmest, tror jeg, den lidt akavede fortællerkonstruktion – at ikke kun hovedpersonen, Lise, føler sig fremmedgjort i eget liv, men at også læseren konstant holdes på let afstand af hende.

Lise er projektansat i en styrelse, hvor hun analyserer vandløbsforurening. I sin fritid har hun lige slået op med sin kæreste, shopper Tinder-dates og skrigepuder, drikker for meget og forgifter et egern i sin underbos have med sertralin. Hun forelsker sig gerne, men kun i folk, der ikke kan forpligte sig – som hendes chef.

Det beskrives i tredje person af en fortæller, der ikke er meget for at ’gå ind i’ Lise, for alvor