De perifere lemmer visner

»Rust,« svarer Allan Olsen, da jeg spørger ham, hvad han ser for sit indre blik, når han tænker på vores fælles barndomsby, Frederikshavn. En havneby ved østkysten i Vendsyssel med 23.000 indbyggere. Så nordligt, du kan komme, inden du rammer Skagen, der velsagtens er udflugtsmålet for de fleste, som kommer på de kanter.  

»Ja, rust. Jern, der ruster.«  

Om Frederikshavn er verdens ende eller porten til Europa, kommer an på, hvordan du ankommer til byen. Hvis du nogensinde har prøvet at falde i søvn i et DSB-tog, så er det måske Frederikshavn, du er vågnet op i. I mange år var det her, DSB havde sin endestation. Toget kører ikke længere. Nu har de opgivet den strækning, og stykket mellem Aalborg og Frederikshavn er blevet til lokalbane. Men følelsen er den samme: Man kan næsten ikke forestille sig, at det er muligt at komme længere væk. Det tomme skelet af en station fungerer som byport. Engang lå der en 7/11. Den er lukket nu.  

Ankommer du med skib eller færge, er det en anden snak. Frederikshavn Havn er gigantisk, byens størrelse taget i betragtning. Havnen er netop blevet udbygget for tredje gang på få år. Byen svinder lige så stille ind, man har svært ved at lokke unge til, og gågaden, Danmarks længste, er langtfra Danmarks livligste. Mange butikker står tomme. Men havnen lever. Den er blandt de ti største i Danmark, det er en af vores mest betydningsfulde erhvervshavne, den omfatter både færgedrift, fragt og en »alsidig serviceindustri,« hvad der så end ligger i det.

Der er dog ingen fiskeri i byen – det foregår i nærliggende byer som Strandby, Skagen og Hirtshals. Frederikshavn havn er en industrihavn. Hvis du ved, hvor du skal lede, kan du godt købe fisk på havnen, men der er ingen fiskeforretning inde i Frederikshavn by, den store havn til trods.  

Gymnasiet har oprettet en søfartslinje, Maritim Student, der tiltrækker elever fra hele landet. Lysene blinker altid fra havnen, færger, fragtskibe, militære havfartøjer og boreplatforme slår en ring om byen. Det er tydeligt for enhver, der har prøvet at ankomme til Frederikshavn via gangbro, at den by, man møder der, er en ganske anden end den, der åbner sig, når togdøren går op. Hurtigt vil man se det store skilt, placeret lige mellem havnen og indkørslen til motorvejen, som byder dig velkommen til E45 – og velkommen til Europa. Der går en lige linje fra Frederikshavn til Sicilien. Nu er du tilkoblet, tilknyttet, forbundet.  

Havnen er byens bankende hjerte – eller måske nærmere byens respirator, efterhånden. Det er havnen, der har skabt byen, værfterne, der i sin tid stod for at skabe tusindvis af arbejdspladser. Men man skal ikke tage fejl, havnen lider også. Den tunge industri har ikke længere de samme vilkår. Kommunen investerer i havnen, den er blevet udbygget ad flere omgange, men den er i et milliardunderskud, og man frygter, at det vil påvirke velfærden. Alligevel har man svært ved at opgive drømmen om havnen. For hvad er Frederikshavn, hvis ikke en havneby? 

»Sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, der rykkede Frederikshavn jo,« forklarer Allan Olsen mig, og fortæller med begejstring om barndomsbyens storhedstid. Han bor ikke længere i Frederikshavn, musikkarrieren tog ham andre steder hen, og i dag taler vi over telefonen mens han kører rundt et sted i Jylland for at aflevere sin guitar til reparation.  

Havnen er byens bankende hjerte – eller måske nærmere byens respirator, efterhånden. Det er havnen, der har skabt byen, værfterne, der i sin tid stod for at skabe tusindvis af arbejdspladser. Men man skal ikke tage fejl, havnen lider også. 

»Det var i de store opgangstider, hvor kedeldragtsklædte mænd styrede byen fuldstændigt kommunistisk. De kunne nedlægge byen ved at holde fagligt møde nede på havnen. Hvis de nedlagde arbejdet, så lukkede kaffehandleren og alle mulige andre i byen, fordi alle var afhængige af jernindustrien. Og som knægt var det meget betryggende at vokse op med den maskuline styrke, der lå i havnen.« 

Da han var barn, havde hans far lavet et lille, gult badeværelsesvindue til ham på hans ellers vinduesløse værelse. Og pludselig kunne han kigge ud på svejselysene fra havnen om aftenen og lytte til de høje brag.  

»Det var det mest trygge, jeg kunne falde i søvn til.« 

Da jeg selv flyttede til Frederikshavn som 10-årig, var byens storhedstid for længst forbi. Værfterne var gået nedenom og hjem, byen var, med Allan Olsens ord, »på røven.«  

Alligevel fik jeg, ligesom Allan Olsen, hurtigt et særligt forhold til byens havn. Jeg husker at fiske på molen med min far, nogle gange efter skole, hvor jeg fik hornfisk på krogen og de smuttede mellem vores fingre, så de røg i vandet igen. Andre gange om natten, hvor man kunne se fyrtårnet blinke venligt fra Hirsholmene, den lille øgruppe, hvor måger tager til for at yngle. Der var noget storladent over havnen, den gav den stille by karakter, hver eneste færge der sejlede ind og ud ad havnen var en rar påmindelse om en større verden, der fandtes udenfor. Frederikshavn er en lukket by med en stærk selvforståelse. Sådan er mit syn på byen, nu hvor jeg er flyttet derfra. Det er et hårdt sted at vokse op, hvis man stikker en smule ud. Det kan Allan Olsen godt forstå, han voksede også op i en hård by. Det var bare på en anden måde. 

»I dag fylder jeg 68,« oplyser han mig, og jeg skynder mig at lykønske ham.  

»Tak, tak. Det er nu ikke noget, man gratulerer med, når man bliver 68, så er det nærmere en kondolence.«   

»Men jeg siger det, fordi jeg tilhører den sidste generation, hvor det var fuldstændigt naturgivent at der, hvor man blev født, der blev man. Og man havde i sin opvækst ingen som helst forestilling om, at man skulle ende andre steder. Den gade, man voksede op i, det var ens gade. Og gutterne i den gade, det var ens venner. Man forsvarede den gade,« siger han og fortæller, at da han blev lidt større lærte han, at Frederikshavn ikke kun består af gader, men var delt op i en Nord- og en Sydby.  

»Og min gade, som jeg forsvarede med mit slæng, den lå i Sydbyen. Der er en bydel, der ikke er vores, og det er fjenden. Jeg ved ikke, om du ved hvorfor, men ellers kan jeg hurtigt forklare dig det...« 

Jeg når hverken at sige ja eller nej, før han fortæller, at Frederikshavn engang var delt af Båder bæk, som adskilte de to bydele Fladstrand og Bangsbostrand. Og forskellen på de to bydele handlede ikke kun om tilhørsforhold – beboerne repræsenterede to vidt forskellige livssyn.  

Syd for Båder Bæk boede byens fiskere, de var fattige, troende og missionske, fortæller han mig. På den anden side af Båder Bæk, der var havnefolket.  

»Altså byfolket. Og de var ikke troende, de var fordrukne og kommunister. De var jernarbejdere, værftsarbejdere, stålarbejdere. Alt det, der blev byens identitet, ikke mindst da fiskeriet forsvandt til andre byer,« siger Allan Olsen og fortæller, at han kun havde besøgt Nordbyen to gange i sit liv før han fyldte 30 år.  

»Den første gang var med min far, og han sagde til mig – og det var det eneste han sagde, for han var en mand af få ord – han sagde, ”nu kører vi på de her gader, men her skal du aldrig op, her har du ikke noget at lave, for det er noget ros, der bor her.”« 

Det var generelt sådan i Sydbyen, fortæller Allan Olsen, at hvis man skulle gå med aviser – for det var det eneste arbejde, der var at få, må jeg forstå – så skulle man hente avistasken på Frederikshavn Avis nede i midtbyen.  

»Og hvis man kom fra Sydbyen og fik en rute i Nordbyen, så kørte man hellere ned til havnen og smed tasken i vandet og skyndte sig hjem. For hvis man kom fra Sydbyen og kørte rundt i de gader, så ville man møde et slæng, der ville tage et skridt ud på vejen, og så var det allerede for sendt at vende om. Så fik man tæsk og gik tudende hjem. Og hvis ens far så sagde, at nu skulle han vise dem, så ville han også komme hjem med næsen vredet om og uden cykel. Sådan foregik det.« 

Da jeg selv flyttede til byen, var der ikke længere nogen, der forsvarede den gade, de boede på. Den tid var forbi. Til gengæld husker jeg at blive mødt med et skeptisk blik fra de andre børn, de rigtige frederikshavnere, som fandt min dialekt dybt eksotisk selvom jeg var vokset op 30 minutter væk. Tilhørsforholdet til byen var stærkt, i hvert fald for dem, der var født der.  

»Når man så de store skibe komme ind med varer, og så kaffen blive læsset, så vakte det en følelse af enorm udlængsel,« siger Allan Olsen til mig. Han kunne tydeligvis, trods sin stærke kærlighed til byen, også få nok af, at verden der var så lille.  

»For det, der ellers kendetegnede os i byen, det var, at vi kom ingen steder,« fortsætter han.  

»Ferie var nærmest uhelligt. Man er sat på jorden for at arbejde og lide. Frederikshavn har jo de her fantastiske høje bakker, så man kan altid spejde ud over noget, der ligger længere væk. Men det er kættersk at forestille sig at tage derhen. Et år havde mine forældre fået den helt syfilitiske idé at vi skulle tage helt til Skørping på ferie. Men på vej derned blev min mor syg og kastede op i sin sommerhat, og så sagde min far, ”vi må hellere skynde os hjem”, der var hun simpelthen kommet for langt væk.« 

For Allan Olsen var havnen et billede på alle de muligheder, der fandtes i verden udenfor, ligesom den også blev det for mig 40 år senere. Hvis jeg skal tænkte tilbage på scener fra min barndom i byen, så fylder nattefiskeri og endagsture med Stena Line til Göteborg kun en promille, til sammenligning med de mange, lange, stride dage i folkeskolen, der handlede om at passe ind. Der skulle ikke meget til – for eksempel en hobby, der var lidt for kreativ – før klassens drenge tog fat i min krave og låste mig ude af klasselokalet i frikvartererne. Højest i hierarkiet kom jeg i hvert fald aldrig.  

Da jeg selv flyttede til Frederikshavn som 10-årig, var byens storhedstid for længst forbi. Værfterne var gået nedenom og hjem, byen var, med Allan Olsens ord, »på røven.«  

»Jeg kan ikke snuppe, når mine elever siger, at Frederikshavn er for lille til dem,« sagde min samfundsfagslærer engang, og så stod den udmelding ellers til skræk og advarsel, skulle man nogensinde drømme sig andre steder hen.  

Hvis man, som jeg, havde fået et par slag af den hårde havneby og gik ind i puberteten med dukket nakke og en såret selvtillid, så lå det ikke til højrebenet at kigge langt efter hverken ishockeyspillere eller gymnasiets mest mystiske klike: musikklassedrengene. Derfor var det heldigt, at havnen sørgede for en lind strøm af rejsende, der ikke kendte til byens hierarkier.

På brune værtshuse som Tordenskjold kunne man møde unge, engelske sømænd der afmønstrede, på Buddy Hollys dansegulve kunne man møde fulde svenskere, der kom for den billige brandert. De kunne jo ikke se, om man var dømt inde eller ude, en svensk mand på 29 grinede af mig, da jeg sagde, at jeg var 17 år, han pressede sin tunge ind i min mund og lod mig på den måde smage snus lang tid forinden tobaksproduktet for alvor gjorde sit indtog på det danske marked, en lille smagsprøve på den internationale eksportvare, og så sejlede han ellers tilbage igen, og hele seancen kunne gentage sig weekenden efter.  

»I Frederikshavn er vi er meget optagede af at være gode værter. Vi har altid været nysgerrige på det, der kom ind fra havnen.«  

Ordene kommer fra Birgit Hansen, der har været borgmester i kommunen i over 10 år, og har været en af de mest populære borgmestre i Danmark nogensinde. I 2017 fik hun 42% af alle personlige stemmer i kommunen. Selv politikere fra oppositionspartierne begræd hendes nylige annoncering af, at hun ikke stiller op ved næste kommunalvalg – jeg ringer hende op kort efter udmeldingen. Hun har om nogen lykkedes med at komme ind på livet af byen. Så hvordan vil hun karakterisere den?  

»Efter ti år som borgmester kender jeg byen ud og ind, og for mig er det en rå arbejderby. Det er en by, der er bygget op omkring havnen og omkring produktion, tusindvis der har arbejdet på værfterne, det er det maritime og håndens arbejde,« siger borgmesteren og fortæller, at det kun er få procent af byens indbyggere, der har en længere videregående uddannelse.  

»Kun to gange har der været andet end socialdemokratiske borgmestre – og folk griner lidt af det og siger, at det var en fejl, at Venstre fik posten de to gange. Frederikshavn er mere rå end naboerne Sæby og Skagen, ikke så pussenusset i sit udtryk. Frederikshavnerne er også beskedne folk, de dukker lidt nakken. Sådan ”vi er også bare sådan en by man kører igennem”, og der har jeg skulle skubbe lidt til Frederikshavnerne og sige ”kig nu op!”« 

Hvorfor dukker de nakken?  

»Frederikshavn er en yngre købstad end Sæby og Skagen, og havde i flere hundrede år ikke de samme købstadsprivilegier, så jeg tror, det er historisk betinget,« forklarer hun.  

»Og så er der noget med lokalplanerne, som ikke har været lige så stramme som i andre landsdele. Byen har ikke en byggestil, der en nogle veje, der skærer lige gennem det hele, og er det egentlig noget at være stolt over? Det handler ikke om en mangel på selvtillid, men jeg tror bare, det handler om en arbejdermentalitet. Der er dygtige folk i byen, men det er som om, at dem, der rigtigt blev til noget, de rejste ud og væk.«  

I Frederikshavn arbejder man, ellers finder man sig et andet sted at være.  

Havnen satte sit præg på mig og på endnu en generation i byen, men i virkeligheden kendte jeg – og kender jeg – den jo ikke særligt godt. Byen VAR havnen, i folkeskolen havde de fleste af børnene på en eller anden måde en tilknytning dertil, og de fleste drenge, jeg kendte, ville gerne være maskinmestre. Min bedste veninde boede i byen fordi hendes forældre arbejdede i søværnet, vi byggede et træskib i sløjd som vi søsatte mens vi drak børnechampagne. Da jeg første gang hørte Jokerens hit Havnen, var jeg også helt sikker på, at den handlede om Frederikshavn. Fandtes der overhovedet andre?  

»Hvor’ du fra? 

Jeg’ fra havnen.« 

Men altså, jeg har aldrig sat mig ind i eller interesseret mig for, hvad der egentlig foregik på havnen. Hvad laver alle de mennesker, der arbejder der, nu hvor der nærmest ikke bliver fisket længere? Al den hamren og banken, vi af og til kunne høre helt inde i vores klasselokale flere kilometer væk, hvem lavede den?  

Derfor besøger jeg min familie i Frederikshavn, og får en lokal, der ved hvad han taler om, til at give mig en rundvisning på havnen. Den lokale er min stedfar, og det er vel ret beset på grund af ham, at jeg endte med at tilbringe det meste af min barndom i byen. Han er ærkefrederikshavner og en rigtig bykonge, hvis jeg selv skal sige det, han er gammel ishockeyspiller og har vundet DM med ’guldholdet’, og da jeg var lille hadede jeg at være med ham til Open By Night i gågaden, fordi han altid skulle stoppe og hilse på alle. Og min stedfar, Torben Munch Jensen, i folkemunde kaldet ’Fidi’ af uransagelige årsager, han kender havnen.  

»Der ligger det forhadte fiskerikontrol,« siger han og peger ud ad vinduet. »Ikke at de har så meget at lave her længere.«  

»Og der ligger de billige værtshuse!« siger han og griner, mens han peger på nogle små fiskerhuse. »Men det er vist kun for stamkunder.«  

Fidi var 14 år, da han første gang sejlede med en fiskekutter ud fra Frederikshavn havn, for at fange hummere i sin sommerferie. Senere blev han uddannet maskinarbejder, og i en periode arbejdede han på havnen, hvor han lavede plejlstænger til motorer.  

»Dengang havde jeg den perfekte plads ved drejebænken. Jeg kunne se direkte til Hirsholmene og fiskekutterne fra Strandby fra mit vindue. Det var bare dejligt.«  

Vi kører forbi gamle værfter og fiskefabrikker, og Fidi peger løs.  

»Dem der, de har en ordentlig pose penge,«  

»Og ham, der havde det sted der, en skideflink mand, han lagde engang 50.000 i kontanter på taget af sin bil,« siger han og klukker allerede, »så de blæste selvfølgelig lige i havnen! Så var der nok nogen, der skulle på svømmetur de næste dage.«  

Måske er det på grund af påsken, men i dag er der i hvert fald helt stille på havnen. De fleste steder, han udpeger, ligner mest af alt også noget, der var noget engang. Indtil han peger ud på et stort, gråt skib, der ligger og vugger.  

»Kan du huske, det var det store skib, der rev sig løs under stormen i efteråret?«  

Hvad skal der ske med det?  

»Det skal ophugges. Men det er et rigtigt ulækkert skib, fyldt med rotter og slanger og alt muligt. Så det har fået lov til at ligge der længe!«  

Frederikshavn havn tjener altså stadig penge på værfterne, hvor skibe og boreplatforme ophugges. Det var faktisk noget, jeg var sikker på hørte fortiden til. Kan det virkelig stadig betale sig at lave den slags tunge industriarbejde i Danmark?  Det grå skib er kæmpestort og hedder Zafiro Producer, da det blev bygget, var det verdens anden længste skib. Man anslår, at ophugningsarbejdet kommer til at tage halvandet år. Det er fragtet til Frederikshavn fra Afrika. Hvordan kan det på nogen mulig måde være den mest rentable løsning?  

»Du kan se, sådan nogen værfter givet noget omsætning til byen,« siger Fidi.  

»Men det er jo ikke ti procent danskere, der arbejder der. Det er det bare ikke.«  

Kniber man øjnene sammen, er der lidt sky line over de store boreplatforme, der tårner sig op rundt omkring havnen. Allan Olsen er helt vild med de platforme, fortæller han mig da vi taler sammen.  

»Nogen siger jo, at de er grimme. Hold da op! Sikke et spektakulært syn!«  

Hvad har den største udvikling været, når du ser det Frederikshavn for dig, som du voksede op i, og sammenligner det med byen i dag?  

»Jeg har selvfølgelig fulgt det på afstand, og nedturen i Frederikshavn begyndte, da værfterne begyndte at lukke. Og de begyndte at lukke fordi de konkurrerende værfter rundt om i verden får statsstøtte, og det får Frederikshavn ikke,«  

Det giver pludselig mening, at det i mit hoved ikke lyder rationelt at insistere på at bibeholde værftsdriften i byen.  

»Samtidig skete der det, at Marianne Jelved blev økonomiminister, og da hun opdagede, at man var ved at bygge motorvej mellem Aalborg og Frederikshavn, så skyndte hun sig derop for at prøve at stoppe det. Men det kunne hun altså ikke, for Vendsyssel havde fået to motorveje i et kompromis, da der skulle stemmes om byggeriet af Storebæltsbroen. Så hun skyndte sig videre til Frederikshavn, og besluttede, at det toldfri færgesalg fra Norge og Sverige til Frederikshavn, det skulle stoppe. Det fik hun gennemført på en dag.« 

Der er altså ikke noget at sige til, at Frederikshavn har ændret sig drastisk gennem tiden, at byens energi simpelthen er forandret sig markant. Og udover det ovenstående fortæller Allan Olsen, at man samtidig beskar flådestationen med ca. 40%. 

»Tæppet blev trukket væk under byen, og folk begyndte at flytte væk. Lige på det tidspunkt skulle jeg mødes med min gamle skoleklasse til et jubilæum, og vi skulle mødes nede på Bøf og Bowling eller hvad fanden det nu hedder det pis, og der skulle vi så æde og bowle.«  

Da klokken blev to om natten ville Allan Olsen hjem til Aalborg, og han begyndte at støve gennem byen for at finde en taxa. Han endte med at gå helt til bygrænsen, »godt stegt,« før det lykkedes. Her kunne chaufføren så fortælle, at der kun var tre taxaer tilbage i byen.  

»Tre taxaer! Der plejede at være 100! Og han fortalte, at byen simpelthen var knækket sammen. Det var blevet en spøgelsesby. Og jeg har siden kunnet mærke det, når jeg har spillet i byen – nu har de så også rakt Danmarks bedste koncertsal ned, Colosseum, og bygget en Hennes og Mauritz i stedet, og i det hele taget så fornemmede jeg en undergang. Stemningen, langsommeligheden, al den energi og power var væk. Byens identitet, havnen, var væk.«  

Fortællingen om Marianne Jelved understreger en følelse, som mange danskere, der er bosat i provinsen, sikkert kan genkende: At beslutningerne bliver truffet et sted meget langt væk. Også de beslutninger, der vedrører dem selv og deres by. Det kan hurtigt afføde en fornemmelse af uretfærdighed, og af, at folketingspolitikerne lader tilfældighederne råde, når det kommer til udkantsdanmark. Det er Frederikshavns forhold til byen Hjørring et godt eksempel på. De to byer har altid været cirka lige store, og det har selvfølgelig dannet grundlag for et sammenligningsforhold, der til tider har været giftigt.  

»Når man i Frederikshavn hader Hjørring som pesten, så er det fordi, at det var en bondeby, en by af husmænd, en by langt fra havet. Man kan ikke have tillid til folk, der bor langt fra havet. Eller folk, der sover middagssøvn,« fastslår Allan Olsen.  

»Ferie var nærmest uhelligt. Man er sat på jorden for at arbejde og lide. Frederikshavn har jo de her fantastiske høje bakker, så man kan altid spejde ud over noget, der ligger længere væk. Men det er kættersk at forestille sig at tage derhen.« 

»Og vi havde en fornemmelse af, at Hjørring var en by, hvor folk sov hele tiden. Hjørring var et tilstræbt borgerskab, og Frederikshavn var et lykkeriddersted. Her kom søfolk til og slog sig ned på alle mulige omstrejfende måder. Men Hjørring er altid blevet hjulpet, for dem, der sidder mellem Østerbro og Frederiksberg og planlægger, de siger, ’lad os lave noget stort i Vendsyssel’, og så lægger de det i Hjørring, fordi det er i midten.«  

»I Sverige har du Stockholm, som er den store flotte hovedstad, hvor Hr. og Fru Hakkebøf kan tage på museum, og så har du Göteborg, og det er heavy metal. I Skotland har du Edinburgh, den store flotte hovedstad, hvor folk render rundt i kilt og blæser i sækkepibe, og så har du Glasgow, som er den by i verden, hvor folk bander mest. I Irland har du Dublin, den pæne hovedstad, hvor folk rejser til for at høre irsk musik. Men Belfast – der kan du bo på Hotel Europa, som er det mest bombede hotel i Europa. Og jeg vil lave den samme sammenligning mellem Hjørring og Frederikshavn. Frederikshavn er den beskidte dreng i Vendsyssel. Og jeg vil hellere være i selskab med den beskidte dreng, end jeg vil være i selskab med en eller anden CEO i Hjørring, jeg ville kede mig ihjel.«  

»Men har du overhovedet selv følelser for byen?«, spørger Allan Olsen mig og afbryder sin egen lange talestrøm. Han har en masse at sige om sagen.  

»Du har jo trods alt boet der i den dannende del af din opvækst.«  

Jeg har mange følelser for byen, meget blandede følelser. Jeg voksede jo op i Frederikshavn i den ’sløve periode’, som du beskriver det, jeg har aldrig oplevet det som en by med liv. For mig var det et dødt og hårdt sted at vokse op, man skulle passe ind i nogle bestemte rammer, hvis man ville inkluderes, fortæller jeg ham.  

Jeg skammer mig lidt, mens jeg siger det. Allan Olsen elsker jo byen. Men det viser sig, at han synes, det er fuldstændigt rigtigt, at rammerne her er for snævre.  

»Det handler jo om, at der har været en utilpasset maskulin kultur i byen, og den periode, hvor du er vokset op, der har den maskuline kultur fået et tryk. Så den maskuline værdighed, der var til stede da jeg voksede op, som kunne være rå men også var retfærdig, den er jo i din opvækst blevet til frustration og depression, og det i kombination med maskulinitet bliver tit noget lort.«  

Han fortæller også, at der engang var et stærkt intellektuelt miljø i byen, som udsprang fra gymnasiet. Men da jeg voksede op, var det miljø dødt, og han forestiller sig også, at mange gymnasielærere i byen har levet et ensomt liv, fordi belæste folk kun flytter væk.  

»Der kommer ikke længere nogen til byen, der kan tilføre noget. Kun erhvervsfolk. Med andre ord, den eneste stolthed, der er tilbage i Frederikshavn, det er så ishockeyklubben. Men det går også ad helvedes til, for de har ingen penge. Jeg har smidt masser af penge i den klub gennem tiden, og har selv spillet ishockey hele mit liv i Frederikshavn. Jeg nåede at spille hele vejen op til landsholdsniveau. Nu vil Jens Gaardbo så prøve at redde klubben.« 

I dag er Frederikshavn havn i massive, økonomiske problemer. Frederikshavn befinder sig i forvejen i en modgangsperiode, fortæller borgmester Birgit Hansen mig.  

»Vi er meget udfordrede af konjunkturer. Vi er udfordrede af vores befolkningstal, som også er et resultat af, at vi kun har en enkelt videregående uddannelse, nemlig maskinmesterskolen. Indkomsten er lav, vi har faldende fødselsrater, kort sagt er vi udfordrede af vores demografi.«  

Og havnen, der med Allan Olsens ord skabte byens identitet, kan ikke redde Frederikshavn denne gang. Man har ellers forsøgt: Frederikshavn havn er en kommunal selvstyrehavn, ejet af kommunen men drevet af en selvstændig bestyrelse. I 2016 besluttede bestyrelsen at udvide havnen for over 700 millioner, og den er siden blevet udvidet ad tre omgange.  

»Det var en klog beslutning og en god investering,« fastholder Birgit Hansen.  

»Men vi vidste også, at det ville blive presset med at få betalt regningerne i et par år. Så kom Corona, og det var virkelig hårdt for havnen, som pludselig blev afhængig af passagerafgifter. Vi har jo ikke fiskeri som andre havne.« 

Dertil kom, at havnen ville bygge en olieterminal for Stena Line, og der »gik alt galt.«  

»Det er vores egen lille Aalborg Supersygehus-historie, den skulle koste et par hundrede millioner og kom næsten til at koste 500 millioner.« 

»Der har også været udygtig ledelse til at håndtere så store kriser, der tør jeg godt sige. Og der er jo også blevet indsat en midlertidig havnedirektør fordi bestyrelsen – og det er ikke mig – har afskediget direktøren, og det skal selvfølgelig ikke handle om hans uduelighed, men udygtig ledelse tør jeg godt stå ved.« 

Birgit Hansen er ikke i tvivl om, at havnen har været betydningsdannende for byens identitet. Derfor, siger hun, gør det »ondt i os alle sammen« når havnen er i krise.  

»For det er et flagskib for os, og det er der, vi har haft mulighed for at skabe organisk vækst. Også efter værftlukningerne. Havnen er en livsnerve, så det gør ondt på os alle, når havnen har det svært. Du vil ikke møde én, der ikke har eller har haft et familiemedlem, der arbejdede dernede.«  

En kaptajn går ned med sin skude, og i Frederikshavn går byen åbenbart ned med sin havn. Man ser ingen andre muligheder end at smide penge i projektet, simpelthen.  

»Man har jo gjort det eneste, man kunne gøre,« siger Allan Olsen om projektet.  

»Med Port of Frederikshavn er værfterne blevet til små virksomheder, så det hele ikke knækker hvis nogen lukker. Men om byen kommer tilbage til det, den var, I don’t know.« 

Hvorfor tænker du på rust, når du skal se byen for dit indre blik? spørger jeg Allan Olsen.  

»Jern er rødt, når det bliver født og er flydende. Så størkner det, og så bliver det rødt igen når det ruster og dør. Den der forvandling fra at være flydende og livlig til at ruste væk, det ser jeg for mig,« svarer han.  

»Det beskriver både byens jernindustri, men også hvordan byen er blevet. Og det er jo en fortælling, du kan lave om mange byer i Danmark. De perifere lemmer er ved at visne.« 

Men når folk forudser, at den udvikling kun bliver værre og værre – der tror Allan Olsen, at de tager fejl.  

»De store byer i Danmark kan ikke blive ved med at rumme alle de mennesker, der vil bo der, det kan enhver idiot jo se. Jeg tror til gengæld at trekantområdet bliver magtcentrum, for jeg er i tvivl om, om folk vil flytte helt ud til de gamle provinsområder.« 

Det er sjovt, siger jeg til ham.  

Jeg kunne egentlig godt forestille mig at flytte langt ud i provinsen en dag. Bare ikke tilbage til Frederikshavn. I mine øjne har den by en alt for stærk selvforståelse, og passer man ikke ind, bliver det for hårdt at bo der.  

»Ja, for selvforståelsen er blevet til noget destruktivt,« svarer han. 

»Byen har en stærk selvforståelse, men den har ikke længere noget at have den i. Derfor bliver byen aggressiv overfor det, der kommer til. Så jeg tror, du har fuldstændigt ret i, at mange kunne forestille sig at flytte langt væk fra København, men ikke tilbage til Frederikshavn.«