Der er kun en vis del overlevelse tilbage i verden
Som en endnu ikke udfoldet kniv ligger billedet af en katastrofe inden i os. Jeg tror at vi fra vores del af verden næsten har arvet denne følelse – det er nok stadigvæk mere en følelse end en tanke – vores historie gennem de sidste mange hundrede år har mere eller mindre vidende kalkuleret med den. Der er ikke tale om arvesynd eller himmelsk retfærdighed, men måske en enkel jordisk ligevægt, næsten en slags moralsk økologi. Misbruger man den verden man er kultur i, så slår den verden tilbage på samme måde som misbrug af jorden og dens ressourcer “hævner” sig. Hvad man engang har søgt oven over skyerne som straffende og balancerende instans, det har sidenhen vist sig at findes på selve jorden, det var i en vis forstand simpel kemi.
Hvis man betragter verdens sammenhæng på denne måde, så bliver der et slægtskab mellem kemi og politik. Vores handlinger og følelser indebærer allerede det svar vi vil få fra omverdenen, men det skæbnesvangre består i at reaktionstiden er så lang. Måske har reaktionstiden været så lan