På vej væk og alligevel ikke
Da Amerigo Vespucci skrev om sine rejser til den nye verden, var beretningerne, i modsætning til Columbus’, seksuelt eksplicitte: Kvinderne var lystne, skrev han, og de kunne forstørre deres elskeres seksuelle organer med magiske eliksirer. Nogle årtier senere beskrev Magellan, hvordan han havde stødt på kæmper i Sydamerika, patagonere (bogstaveligt talt ’store fødder’). Dyreverdenen var ligeledes fantastisk: Tapiren blev beskrevet som en tyr med elefantsnabel, pungrotten som halv ræv, halv abe. Man projicerede den vestlige kulturs fantasmer over på det, man mødte; man havde store forhåbninger.
Antonio Di Benedettos Don Diego de Zama foregår i 1790’erne, i en fjern spansk koloni i det daværende Paraguay. Vi er langt fra de kyster, europæerne først kom til, og langt fra det koloniale eventyr, man havde forventet. Assessoren i kolonien, Don Diego de Zama, har tidligere været borgmester, en hædret skikkelse der, med hans egne ord, »pacificerede indianerne« og »udøvede retfærdighed uden brug af sværdet.« Siden da er tingene gået i stå: Centraladministrationen har strammet grebet om magten og lader kun spanskfødte varetage de højeste embeder, og da Zama er fød