»På sådan nogle tordennætter går vi alle omkring som spøgelser«
De tre historier i den nyeste Keyserling-udgivelse, Ved sydskrænten og andre fortællinger, foregår som vanligt på slotte, nedlagte landsteder og sommerrefugier, hvor tiden står stille, og luften er tung og sød af erotik. Hvor Lumre dage og Bølger er nærmest naturalistiske studier i den baltiske Østersøkystadels psykologi, er Ved sydskrænten, hvis tre fortællinger Keyserling skrev i henholdsvis 1911, 1916 og 1917, et sidste glimt af den gamle adelsverden, før Første Verdenskrig rev den til grunde. Keyserling døde selv i 1918.
Fortællingerne er ikke krigslitteratur som sådan, men det sædvanligt dominerende karaktergalleri af diplomater og baroner har fået selskab af løjtnanter og majorer på sommerferie eller orlov fra fronten, som en påmindelse om den katastrofe, der udspiller sig uden for den herskabelige ennui.
Det bliver til en barok forførelsesleg. Karl skriver et kærlighedsbrev fyldt med store ord for